Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reflektere. — Reflektere paa. — Reflektor - Reflex. — Reflexbevægelser - Reflexion - Reflexiv - Reform. — Reform Bill, s. England S. 444, 1ste Sp. — Reformbanketter, s. Frankrige S. 560, 1ste Sp. - Reformationen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Reflex
paa</sp>, agte paa, tage Hensyn til. — Reflektor,
Speilteleskop eller Kikkert.
Reflex, Gjenskin, Lysets Tilbagestraaling fra
en Gjenstand. — Reflexbevægelser kaldes i
Fysiologien ufrivillige Bevægelser, som foraarsages
ved Paavirkning af centripetale Nerver, hvorved
andre, centrifugale, Nerver sattes i Virksomhed.
Exempelvis kan ncrvnes Hofte, Nysen, Krampe,
Latter frembragt ved Kildring osv. Neflexen kan
ogsaa foraarsage Afsondringer f. Ex.
Spytafsondringer ved Pirring af Mundslimhinden og
Taareafsondring ved rent ydre Pirring.
Reflexion betegner i Fysiken Lysets, Varmens,
Lydens, Vandbølgernes Tilbagekastning. —
Reflexion, Overveielse, Eftertankning.
Reflexiv, tilbagevirkende; reflexivt Verbum,
et Udsagnsord, som viser tilbage paa Subjektet.
Reform (forbedrende), Omdannelse af
bestaaende Ting eller Forhold. — Reform Bill, s.
England S. 444, 1ste Sp. — Reformbanketter,
s. Frankrige S. 560, 1ste Sp.
Reformationen er nærmest Benævnelsen paa
den Kirleforbedring, som i det 16de Aarh. udgik fra
tyske Theologer, og som havde Grundlaggelsen af
den lutherske og reformerte Kirke samt betydelige
Forandringer i den katholfle til Mge. Til Grund
for Reformationen laa den middelalderske Kirkes
Forfald og Romerkirkens Overgreb og Udsugelser.
Dens umiddelbare Forlpbere var Engelstmanden
John Wiclife, som oversatte Bibelen til Engelsk og
Johan Huss i Bøhmen, som var en af Wiclifes
Tilhængere; desuden Koncilierne i Konstanz
1414—18 og i Basel 1431—49, hvilke forgjeves søgte
at forene de stridende Meninger. Den egentlige
Begyndelse til Reformationen blev de 95 Theses
om Afladen, som Luther (s. d.) 1517 opslog i
Wittenberg. Johan Tetzel, mod hvis Afladshandel
Luthers Theses var rettede, klagede til Paven, og
Luther stevnedes til at mM i Rom; men dette
fit hans Beskytter, Kurfyrft Fredrik af Sachsen,
forandret derhen, at Luther gav Møde i
Augsburg for Kardinal Cajetan; denne kunde
imidlertid intet udrette. Ved en senere Sammenkomst
med den pavelige Udsending Karl v. Miltiz lovede
Luther at forholde sig rolig, saalænge Modstanderne
gjorde det. Omtrent samtidig med Luther (1518)
var i Schweiz fremtraadt Ulrik Zwingli (s. d.),
som ogsaa talte mod Pavemagten og den katholste
Kirkes Overtro. Senere fremstod tillige Johan
Kalvin (s. d.), som i det vasentligfte stemte med
Zwingli. Luther, Zwingli og Kalvin var enige
i de Grundsatninger, at Guds Ord er den
eneste Norm for den Kristnes Lære og den
Kristnes Liv, og at Mennesket kun af Guds Naade
ved Troen retfærdiggjøres. Men i Nadverdlæren
var deres Meninger afvigenoe. Luther
betragtede Sakramenterne som virkelige Naademidler,
i hvilke Gud giver og besegler sin usynlige Naade.
Zwingli saa i dem kun billedlige BehendelseS
handlinger. Nadverden. mente han, var det hpl
tidelige Erindringsmaaltid om Kristi forl??sende
Lidelse, ved hvilket man bekjender sig til Herren
og hans Menighed. Kalvin saa i Salramenterne
Pantet paa Guds Naade; endvidere lcrrte han,
at Kristus vistnok var tilstede i Sakramentet, men
kun paa en aandelig Maade og kun for de Troende.
— Foruden i Zwingli og Kalvin fik Luther ogsaa
i Filip Melanchton (s. d.) en mægtig Støtte for
Reformationen
sit Reformationsarbeide. Melanchton fremtraadte
for fyrste Gang ved Disputationen i Leipzig 1519
mellem Johan Eck og Luther. Med denne
Disputation begyndte Striden at dreie sig om selve
Pavedømmet. Eck drog til Rom og anklagede
Luther for Kjætteri. Paven udstedte en Banbulle,
som paabød, at Luthers Skrifter skulde brændes
og han selv sættes i Ban og føres til Rom, hvis
han ikke tilbagekaldte. Luther svarede med at
kaste Banbullen paa Ilden (10de Decbr. 1520).
Paa Rigsdagen i Worms, hvorhen Luther var
stevnet, forlangte den pavelige Legat, at Keiseren,
Karl den femte, skulde fuldbyrde Pavens
Fordømmelsesdom og om fornødent med Sværdet
udrydde „det lutherske Kjætteri“. I Paahør af
en stor Forsamling af Fyrster og indflydelsesrige
Mand, af hvilke mange stod paa Luthers Side —
i den Grad havde den reformatoriste Bevægelse
grebet om sig — erklærede Luther, at han ikke
kunde tilbagekalde. En Maaned senere udstedtes
Wormser-Ediktet, hvorved Luther med alle hans
Venner og Beskyttere erklæredes fredløse; men
Luther var da allerede bragt i Sikkerhed paa
Wartburg. Nogen Tid efter reiste han, trods Dommen,
til Wittenberg, hvor han fortsatte
Reformationsverket. 1523 affattede han et nyt Reglement
for Gudstjenesten; 1524 traadte han ud af Klostret
og 1525 foretog han en Presteordination, hvor
ved han begrundede Presteindvielsens Uafhængighed
af de katholske geistlige Overhoveder. Kort
derpaa giftede han sig og ophævede derved for stedse
Kølibatet (s. d.) [[** NB oppslagsordet er C-!! **]] i den nye Kirke. 1527—29
gjennemførtes i Sachsen den nye Kirkeordning; flere
Provinser og Steder fulgte Exemplet. Paa
Rigsdagen i Speier 1529 besluttede Reformationens
Modstandere, at dens Udbredelse skulde hindres og
dens Verk i de forskjellige Stater tilintetgjøres.
Mod dette nedlagde de evangeliske Fyrster Protest,
hvorfor de siden kaldtes Protestanter. Et fyldigt
Udtryk for sine Grundsætninger fik Protestanterne
først i den augsburgske Konfession, som
Melanchton affattede og med Luthers Billigelse forelagde
Rigsdagen i Augsburg 1530. Den augsburgske
Konfession, som gjorde de Evangeliske til et særeget
Kirkesamfunn, antoges efterhaanden i Nordtyskland,
Kurland, Lifland, Finland, Danmark, Sverige og
Norge. Et kraftigt Middel til Reformationens
Udbredelse var de af Luther oprettede kristelige
Skoler og den 1524 udtomne evangeliske
Salmebog samt Luthers store og lille Katekisme (1529),
men fremfor alt hans Bibeloversættelse, som var
færdig 1534. Paa Grund as Katholikernes
truende Holdning efter Rigsdagen i Augsburg
sluttede de evangeliske Fyrster 1531 et Forbund i
Schmalkalden til Nødværge. 1546—47 bekrigede
Keiseren de evangeliske Fyrster, som i Begyndelsen
laa under for Overmagten; men siden blev Keiseren
overvunden, og paa Rigsdagen i Augsburg 1555
tom en Fred istand. De, som bekjendte sig til
den augsburgske Konfession, skulde have
Religionsfrihed og politisk Ligeberettigelse. Pavens og de
katholske Biskopers Overhøihed over Protestanterne
var fra nu af ophævet. Imidlertid var de
protestantiske Theologer kort efter Luthers Død 1546
begyndt at blive indbyrdes uenige om enkelte
Stykker af den evangeliske Lære. Melanchton og
hans Venner — „Filipisterne“ — beskyldtes for
Slaphed i Vedligeholdelsen af Lærens Renhed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
