Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ridderordener, geistlige. — Verdslige Ridderordener - Ridderspore - Ridderstad, Karl Fredrik - Riddervold, Hans - Riddervæsenet - Ridefoged - Ridikule. — Ridikulisere - Ridinger, Johann Elias - Riedel, August
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ridderordener, geistlige, oprettedes paa
Korstogenes Tid; deres fornemste Forpligtelse var
at udbrede Kristendommen oq bekjæmpe de
Vantroe. Af disse Ordener kan nævnes Johanniterne,
Tempelherrerne, Sværdbrødrene og de tyske
Riddere (s. d. Art.). Verdslige Ridderordener
oprettedes første Gang i det 14de og 15de Aarh.
for at modarbeide Riddervæsenets Forfald og blev
efterhaanden i alle moderne Stater en
Statsinstitution til at belønne først krigerske, dernæst
ogsaa civile Fortjenester. De ældste nuværende
Ordener er Hosebaandsordenen (s. d.), det gyldne
Skind (Vliess, 1430) i Burgund, St. Michals
ordenen (1469) og den Hellig Aands Orden (1578)
i Frankrige.
Ridderspore (Delpinium), Plante af
Ranunkelfamilien med uregelmæssige Blomster og kapslede
Frugter. Flere Arter dyrkes i Haverne som
Prydplanter, ja endog ovenfor Polarcirkelen dyrkes i
Norge i det mindste sex Arter.
Ridderstad, Karl Fredrik, svensk Digter og
Journalist, f. 1807, [[** NB Tillegg, Bind 3, s. 473: d. 1886 **]] gik først i Militærtjeneste og
begyndte siden (1840) sin literære Virksomhed
som Redaktør af „Östgötha Korrespondenten“ i
Linköping. Han havde længere Tid Sæde i den
svenske Rigsdag, saavel for
Repræsentationsreformen som efter denne og da som Medlem af andet
Kammer. Han har udgivet flere Digtsamlinger,
og enkelte Theaterstykker af ham er blevet opførte
under betydeligt Bifald. Men det er fornemmelig
som Romanforfatter, han har vundet størst
Anseelse. Til hans bedste Romaner hører:
„Drabanten“, „Fyrsten“, „Fader og Søn“, „Den sorte
Haand“. Ridderstad, som stod i ei inderligt
Venskabsforhold til Henrik Wergeland, har ofte som
Journalist behandlet norske Anliggender.
Riddervold, Hans, norsk Geistlig og
Statsmand, f. 1795, d. 1876, blev 1813 Student og
tog 1819 theologisk Embedsexamen. Aaret efter
udnævntes han til residerende Kapellan i
Fredriksstad. 1832 blev han Sogneprest i Fredrikshald,
1841 i Norderhov, hvilket Embede han dog ikke
tiltraadte, og 1842 i Østre Thoten. Næste Aar
valgtes han til Biskop i Trondhjems Stift,
hvilket Embede han indehavde til 1848, da han
blev Statsraad og Chef for Kirke-Departementet.
Medlem af Regjeringen var han til 1872, da
han tog Afsked. Riddervold var med Undtagelse
af 1845 Medlem af alle Storthing fra 1827 til
han indtraadte i Statsraadet, og erhvervede sig
ved sin Grundighed og Indsigtsfuldhed betydelig
Anseelse i Thinget. Saaledes blev han allerede
1830 valgt til Præsident i Storthinget, og fra
1833 var han stadig Medlem af
Fuldmagtskomitéen og Valgkomitéen. Som Statsraad udøvede
han ikke liden Indflydelse.
Riddervæsenet er Betegnelsen for de
karakteristiske Egenskaber hos og Ytringer af den Del
af Middelalderens Krigerstand, som ved særegne
Love og Rettigheder skilte sig fra de øvrige
Samfundsklasser. Det var først under Korstogene,
at Riddervæsenet avblomstrede for Alvor, og i
Vesteuropa, især i Frankrige, naaede det i det
12te og 13de Aarh. sin høieste Udvikling.
Riddervæsenet havde stor og indgribende Betydning,
fornemmelig derved, at det i hin Tid, da
Næveretten og den raa Magt i Regelen afgjorde de
mellem Mand og Mand opkomne Tvistigheder,
vakte Sansen for et humanere Tænkesæt og
samtidig med, at det dannede en gavnlig Modvegt
mod Tidsalderens Barbari, tillige lagde Grunden
til de kommende Tiders Civilisation.
Ridderværdigheden forpligtede sine Indehavere til
Gudsfrygt og Nidkjærhed for den kristne Kirke, til
Sanddruhed og Oprigtighed, til at forsvare den
Undertrykte og Værgeløse, til at fremme og værne
om alt, hvad der var godt, skjønt og ædelt,
idethele til en retskaffen Livsvandel og finere Sæder.
For at opnaa Ridderværdigheden, som dengang
ansaaes for den høieste Ære, maatte vedkommende
Yngling gjennemgaa en lang og tildels streng
Forskole. Først maatte han en Tid tjene en
høiere Adelsmand som Page, dernæst som
Riddersvend; naar hans Tjenestetid var udløben,
blev han, efter at have forberedt sig dertil ved
Faste og Bøn, under høitidelige Ceremonier og i
Guds, St. Michaels og St. Georgs Navn slaaet
til Ridder. Ridderslaget tildeltes i Regelen af
vedkommende Fyrste eller Lensherre, som selv
maatte have modtaget det, førend han kunde
uddele det til andre; dog kunde ogsaa en anden
Ridder eller Adelsmand udføre Handlingen. Denne
Forskole var imidlertid ikke altid nødvendig;
særlig udvist Tapperhed i Krig eller en opofrende
og ædel Handling kunde tildels forskaffe Udøveren
Ridderslaget uden de sædvanlige Ceremonier. Med
Værdigheden fulgte flere Forrettigheder, som dens
Indehavere i Tidens Løb forstod at vedligeholde
og udvide. En Ridder, som paa en eller anden
Maade vanærede sin Stand, blev udstødt deraf
under beskjæmmende Ceremonier bl. a. ved at hans
Skjold og Vaaben kastedes i Skarnet og
sønderbrødes af Bøddelen. — I Krig udgjorde Ridderne
de egentlige Kjærnetropper. Klædte i Jern fra
Top til Taa og ridende paa tildels pansrede Heste,
kunde de, naar de i sluttet Trop og med fældede
Lanser gjorde Angreb, ofte i en Haandevending
afgjøre Kampens Udfald. Fra Ungdommen af var
de opøvede i den størst mulige Vaabenfærdighed,
og denne vedligeholdtes ved de hyppige
Ridderspil eller Turneringer (s. d.). Men efter
Ildvaabnenes Opfindelse tabte de sin Betydning, og
deres svære Rustning gjorde det umuligt for dem
at opnaa den Hurtighed og Lethed i Bevægelserne,
som den nyere Krigskunst fordrer af en Hærstyrke.
— De ædle Formaal, som fra Begyndelsen af
skulde være Ridderstandens Særkjende, tabte sig
efterhaanden, og Ridderne sank paa sine Steder
ned til et lovløst Røverpak, hvis fornemste
Næringsvei bestod i at udplyndre Reisende og brandskatte
ubeskyttede Byer.
Ridefoged, Titel, som før bares af danske
Herregaardsforvaltere.
Ridikule (udt. Ridikyl), fr., egentl.
Latterlighed; en Dames Arbeidspose. — Ridikulisere,
latterliggjøre.
Ridinger, Johann Elias, tysk Dyrmaler, f.
1698, d. 1767 som Direktør for Kunstskolen i
Augsburg. Han udførte kun faa Malerier, men
hans talrige Tegninger og Radéringer af vilde
Dyr skattes høit af Kjendere og Samlere.
Riedel, August, tysk Maler, f. 1799, d. 1883,
uddannede sig først i München og reiste 1829 til
Rom, hvor han siden næsten uafbrudt har levet.
Hans Billeder, som navnlig udmærker sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
