Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sverige - Historie - Sverke - Sverre Sigurdssøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sverte
af Trolhättakanalen. Handel og Sjøfart
blomstrede livligt frem, og Kunster og Videnskaber
fandt i Kongen en gavmild Beskytter. Under
ham og hans Søn og Efterfølger Oskar den
første (1844—59) arbeidedes paa at afskaffe den
gamle Stænderforfatning, men dette opnaaedes
først under Oskars Søn Karl den femtende
(1859—72) idet Stænderne 1865 vedtog et af
Ministeren de Geer udarbeidet Forslag til den
nuværende Statsforfatning (se ovenfor).
Ogsaa under Karl saavelsom under hans Broder og
Efterfølger, den nu regjerende Konge Oskar
den anden, har Sverige gjort betydelige
Fremskridt baade paa det aandelige og materielle
Omraade og kan i enhver Henseende betragtes
som et af Europas heldigst stillede Lande.
Sverke, Navn paa to svenske Konger. Sverke
den ældre levede i første Halvdel af det 12te
Aarh. og herskede i Götaland, maaske ogsaa i
Svearike, indtil Erik den hellige 1150 satte sig
fast i Svearike. Han indførte flere Forandringer
i Kirkeordningen, og i hans Regjeringstid
afholdtes det første svenske Kirkemøde. — Sverke den
yngre, foregaaendes Sønnesøn, f. 1165, d. 1210,
blev 1196 valgt til Konge, men fordreves af Erik
Knutsson, og da han med Vaabenmagt vilde
havde sin Ret til Tronen, faldt han i Slaget
ved Gestilren.
Sverre Sigurdssøn, norsk Konge under de
borgerlige Urollgheder, var en ucegte SM af Kong
Sigurd Mund (s. d.), f. ca. 1150, d. 1202.
Hans Moder, en norsk Kvinde ved Navn
Gunhild, blev senere gift med en Broder af Biskop
Roe paa Færøerne, hos hvem Sverre blev opfostret.
Hlln oplcrrtes til den geistlige Stand, og da hans
Moder holdt hans rette Byrd skjult for ham, blev
han af sin Fosterfader viet til Prest. First da
han var bleven voxen, aabenbarede hun ham hans
Herkomst, og han begav sig 1176 til Norge, hvor
han 1177 optraadte som Tronfordrer og Firer
for Birkebeinerne. Erling flakke og hans SM
Magnus, hvilken sidste var bleven t??gen til Konge,
var just da paa Hiiden as sin Magt, idet de fleste
af Medbeilerne til Tronen var buktede under for
den erfarne Erlings Krigskunst og Tapperhet??.
Ved sin Ankomst til Norge tankte Sverre first
at stutte sig til Eystein Meyla (s. d.), forn var
hans Fatter og havde stillet sig i Spidsen for
Birkebeinerne i den Hensig, at stMe Magnus fra
Tronen. Men Sverre afskrækkedes ved Eysteins
ukloge Færd fra at indlade sig med ham, og drog
til den fvenste Jarl Birger Brosa (s. d.) i
Ostergötland [[** er det O- eller Ö-? sjk kilde **]] for at søge Hjelp. Jarlen, der var gift
med en Sister af Sverres Fader, var imidlertid
mindre villig til at støtte ham, hvorfor han git
til sin Svoger Folkvid Lagmand i Vermland.
Ankommen did fik han høre, at Eystein var falden
i Slaget paa Re ved Tunsberg (1177). De
adspredte og høvdingløse Birkebeiner kastede nu
sine Øine paa Svene og bad ham om at stille
sig i Spidsen for dem. De fleste af dem var
uden Vaaben, nogle manglede Klæder eller var
saarede, og han vægrede sig derfor i Førstningen
ved at optræde fiendtlig ligeoverfor den mægtige
Magnus. Men Birkebeinerne vedblev at
overhænge ham, og da tillige Birger Jarl tilsagde
ham sin Bistand, gav han efter. Hans Hær
Sverre Sigurdsssn
udgjorde i Begyndelsen kun 70 Mand, som for
en stor Del manglede alt. Med denne lille Flok
drog han i MartS fra Vermland ttl Bilen, hvor
hans Mand paa et Thing gav ham Kongenavn.
Derfra begav han fig tilbage ttl Vermland og
videre med sine Mand nordefter, idet han valgte
de mest uveifomme Stier gjennem Skove og
??beboede Trakter for at undgaa sine magtige Fi
ender. Ofte havde han og hans Folk ikle andet
at opholde Livet med end Bar og Birkesaft, og
de Befucerligheder, de hllvde at udstaa, var uden
Maade; men Sverres faste Billie og ??betvingelige
Mod overvemdt alle Hindringer. Han naaede
Jemtland og begav sig til Nidaros, hvor han
paa Vrething blev t??gen ttl Konge. Magnus,
som sit dette at vide, skyndte sig derttl, og Svene,
som ikte havde Mcmdftab nok til at turde vove et
Slag, tog Veien sydefter ttl Hadeland. Han flak
kede nu i langere Tid om Paa Oplandene, stadig
truet as en overlegen Fiende, men vidste dog altid
at redde sig ud af Faren og drage Fordel af sine
Modstcmderes Feilgreb. Efter en Rakte eventyrlige
Hcendelser drog han 1179 atter til Nidaros. Erling
og Magnus ilede ved Rygtet derom hurtig efter, og
den 19de Juni tom det ttl et Slag paa Kalvstindet, i
hvittet Erling, Sverres farligste Modstander, faldt.
Magnus maatte flygte, efter llt have lidt et stort
Nederlag, og trat sig tilbage til Viten. Sverre
fit nu stor Tilslutning i det Nordenfjeldske og
viste snart, at han var en ligesaa dygtig og Nog
Landsstyrer som tapper HMding. Ncrste Aar tom
Magnus igjen med en stor Hær, men tabte
Slaget paa Ilevoldene, hvorfor Mn og hans Flok
Heklungerne (s. d.) blev nødt til at flygte til
Danmark. Derfra hjemsøgte han af og til Norge,
indtil han 1184 faldt i Slaget ved Fimreite i
Norefjord (se Fimmereide), hvorved Sverre blev Norges
Enekonge. Men snart fremstod nye Oprørsflokke,
som Kuvlungerne, Varbelgerne og Øskjeggerne (s. d.
Art.), og uagtet de som oftest laa under i aaben
Kamp, voldte de dog stadig Uroligheder. En
farlig Modstander havde Sverre imidlertid i den
magtige Geistlighed, hvis skadelige Indflydelfe den
stlltslloge Konge sigte at tilintetgjMe. Erkebiskop
IvarssM, som itte fit sin Villie sat igjennem
angllllende de kirkelige Rettigheder, begav sig ttl
Danmark og fit Paven til at satte Svene i Ban.
Denne brid sig imidlertid itte noget derom og fit
trods Bannet fire af Bistofterne til at trone ham
(i Bergen 1194). Da stiftede Biskop Nikolcms
ArnesfM i Oslo en ny Oftrirsflot, Baglerne,
som blev farlige for Svenes Herredimme. I
omtrent 6 Aar firtes der faagodtfom uafbrudt
Feider mellem Baglerne og Kongen, der ofte var
i stor Nød, men hvis Klogskab og Aandsnærværelse
beseirede al Modstand. Han indtog tilsidst
Tunsberg, som var i Baglernes Vold, og var nær ved
ganske at tilintetgjøre Oprørerne, da han svækket
af Overanstrengelse døde i Bergen (1202). — Sverre
var den dygtigste Konge, Norge nogensinde har
havt. Ved sin Klogskab, Snarraadighed og
ubøielige Energi frelste han Landet, som Borgerkrigene
havde bragt til Afgrundens Rand, samlede Riget
og styrede det med kraftig Haand til sin Død.
Ved sin Udholdenhed i Faren, sit Feltherretalent
og sin store Herskeevne forberedte han Norges
Storhed under Sønnesønnen Haakon Haakonssøn,
da det var paa Høiden af sin Magt og Anseelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
