Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægypten - Ægyptisk Kultur, Kunst og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ulykker, som pestagtige Sygdomme, Misvextaar
osv. De tyrkiske Sultaner blandede sig efterhaanden
i Forviklingerne, og 1517 blev Ægypten, efter
Sultan Selim den førstes Seier ved Kairo,
erklæret for Lydrige af Tyrkiet. Den Tilstand,
som derved indtraadte, var om muligt endnu
utaaleligere end Mamelukernes Herredømme; disses
Høvdinger vedblev at styre hver sin Del af Landet
i Sultanens Navn, og de Vilkaarligheder, de tillod
sig ligeoverfor det underkuede Folk, var ligefrem
forfærdelige, uden at den tyrkiske Styrelse kunde
eller vilde gjøre noget for Indførelsen af mere
ordnede Forhold. En af Mamelukkbeierne ved
Navn Ali forsøgte endog at rive sig løs fra
Tyrkiets Herredømme, da Sultanen 1771 fik Krig
med Rusland, og han havde næsten naaet sit
Maal, da han to Aar senere faldt for
Morderhaand. Den personlige Sikkerhed blev imidlertid
betydelig større, da Mehemed Ali 1804
tiltraadte Regjeringen. Han udryddede med
Grusomhed Mamelukerne, og derved var den værste
Fare for indre Uroligheder forebygget, ligesom
han fik Nubien og Kordofan underlagt sit
Herredømme. Men hans Regjering var alligevel
despotisk, og Befolkningen trykkedes haardt af de stadig
voxende Skattepaalæg; forøvrigt søgte han at ordne
de offentlige Anliggender paa europæisk Vis, men
disse Bestræbelser bar ingen Frugt. Hans
Sønnesøn Abbas, som 1849 fulgte ham i
Regjeringen, var en fanatisk Tilhænger af Islam og
en Fiende af alt fremmed. Abbas’s Onkel og
Efterfølger Saïd (1854—63) og Ismail
(1863—79) var derimod gunstig stemte for Reformer
og indførte flere saadanne; den sidste opnaaede
endog næsten fuld Uafhængighed af Tyrkiet,
underlagde sig en stor Del af Sudan og fik ved Hjelp
af de europæiske Magter Lovgivningen forbedret.
Under ham fuldførtes Suezkanalen, og en
international Domstol, bestaaende af Europæere,
nedsattes i Alexandria. Men den finansielle
Forlegenhed blev stadig større, saa at intet klækkeligt
kunde gjøres til Landets Opkomst. For at redde
sig ud af den værste Forlegenhed maatte Ismail
1875 sælge sine Aktier i Suezkanalen, men heller
ikke dette hjalp, og da han ogsaa paa andre Maader
kom i Kollision med Stormagterne, tvang disse
ham 1879 til at nedlægge Regjeringen til
Fordel for sin Søn Mehemed Tevfik. Det var
allerede under hans Fader blevet bestemt, at
Værdigheden som Vicekonge (Khediv) af Ægypten
skulde være arvelig i hans Familie. Førend
Ismail fratraadte Regjeringen, blev han nødt
til at antage en Finanskommission af
Englændere, som skulde paase, at Statens Midler blev
anvendte overensstemmende med dens Tarv, men
de formaaede ikke at sætte en Stopper for
Styrelsens Ødselhed. Heller ikke har det lykkedes
Mehemed Tevfik at bringe Ballance tilveie i
Statshusholdningen, og Aarsagen hertil har for en
Del været ydre Uroligheder. Da det
gammelægyptiske Parti, som stedse har været fiendtlig
stemt mod alt, hvad der heder Reformer, 1882
fik sine Mænd ind i Ministeriet, traadte disse
med Arabi Pascha i Spidsen, strax i et fiendtligt
Forhold til de europæiske Magter, og da alle
Forestillinger var forgjeves, sendte den engelske
Regjering en Flaadeafdeling til Middelhavet under
Admiral Seymour, som lod Alexandria
bombardere. Seymour raadede imidlertid ikke over
tilstrækkelige Stridskræfter til at kunne forebygge,
at de ophidsede Muhamedanere anrettede et
skrækkeligt Blodblad paa dem, som holdt med
Englænderne. Disse opnaaede imidlertid, at Arabi
og de fornemste Ledere af Opstandsforsøget blev
fængslede og gjorte uskadelige, og at Khediven
faldt tilføie. Roligheden varede dog ikke længe.
Muhamedanernes Ophidselse over, at Khediven,
som de troede havde indgaat en ydmygende Pagt
med de „vantroe“ Kristne, i Forbindelse med den
Uvillie, som Stormagternes Undertrykkelse af den
i Sudan florerende Slavehandel havde vakt, gjorde
det let for fanatiske Opviglere at finde
Tilhængere. Skarer af Oprørere flokkede sig i Sudan
og de længst borte fra Hovedstaden liggende Landsdele
om de dristige Insurgentanførere Ahmed Suleiman,
der antog Titel af Madhi (Profet), og Osman
Digma, og begge gjorde rivende Fremskridt, idet
de svage ægyptiske Besætninger i Sydægypten ikke
formaaede at gjøre virksom Modstand. Den
engelske Regjering under Gladstones Ledelse sendte
vel nogle Tropper til Ægypten, af hvilke en Del
dirigeredes til Byen Suakim der stærkt truedes
af Osman Digmas Horder, og samtidig
formaaede den General Gordon (s. d.), der
tidligere havde fungeret som ægyptisk Guvernør i
Sudan og som saadan erhvervet sig betydelig
Anseelse blandt Befolkningen der, til at begive sig
til det vigtige Punkt Khartum i Nubien, for at
holde det saa længe som muligt og søge at tale
Befolkningen tilrette. Men Gladstones vaklende
Holdning og hans halve politiske Forholdsregler
førte ogsaa her til en national Ydmygelse for
England. De til Suakim sendte Tropper viste
sig utilstrækkelige og udrettede ikke andet end at
foretage nogle uafgjørende Streiftog mod
Insurgenterne, og den Hærafdeling, som opad Nilen
skulde ile Gordon til Undsætning, formaaede paa
Grund af sin ringe Styrke ikke at trænge hurtigt
nok frem. Gordon forsvarede den ham
anbetroede Post med Heltemod og overordentlig
Dygtighed, og sendte Bud paa Bud efter
Forstærkning; men da denne omsider kom, var det
for sent; kun faa Mil fra Khartum fik den engelske
Styrke, som under mange Møisommeligheder og
haardnakkede Kampe havde arbeidet sig op efter
Nilens Dalføre, Bud om, at Byen 1885 var
falden i Madhiens Hænder, og at Gordon var
dræbt. Englænderne var nu for svage til at
kunne udrette noget og maatte derfor tiltræde
Tilbagetoget. Siden den Tid er baade Madhien og
den af ham indsatte Efterfølger afgaaede ved
Døden, men Ægyptens Herredømme over Sudan
og Nubien er fremdeles af yderst tvivlsom
Beskaffenhed, og Ægyptens Finanser tillader ikke nogen
større Anstrengelse for at gjenvinde det.
Ægyptisk Kultur, Kunst og Literatur.
Den ægyptiske Kultur i Oldtiden stod paa et
eiendommelig Trin. Kongen, som repræsenterede
Guddommen, var i Besiddelse af aldeles uindskrænket
Myndighed og raadede fuldkommen over sit Folk
som Eiendom. Religionen var Afguderi, i den
senere Tid i en kras Skikkelse; forøvrigt var
den ægyptiske Gudelære (s. d.) mærkelig ved sin
skjønne moralske Holdning. Man tilbad Solen
(Solguden) som den høieste Gud, og tillagde denne
Gud en Hustru (Isis) og en Søn (Horus),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
