Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Østerrigsk-Ungarske Monarki
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Spidsen for Statsstyrelsen, og denne blev ført
i yderst reaktionær Retning, saa at endog den
mindste Frihedsbevægelse blev undertrykt med
Strenghet, og enhver Reform negtet Fremme.
Misfornøielsen med det middelalderlige
Styrelsessæt blev imidlertid stedse større, og Ønsket om
Frihed og Indførelse af Reformer stedse mere
levende saavel i selve Østerrige som i Nabostaterne.
Stærkest var Bevægelsen i Italien, og af Frygt
for, at den skulde udbrede sig videre, lod Østerrige
1820—21 og 1831 sine Tropper rykke ind i de
italienske Stater og dæmpede den med Magt.
Frans den førstes Død 1835 medførte ingen
Forandring i Regjeringssystemet; Frans’s ældste Søn
og Efterfølger, Ferdinand den første
(1835—1849), erklærede ved sin Tronbestigelse at ville regjere
i sin Faders Aand. Imidlertid bragtes Raabet
paa Frihed ikke til at forstumme; tvertimod voxede
Bevægelsen stadig, og under den franske
Revolution 1848 greb Misfornøielsen i Østerrige
saaledes om sig, at den af saa uensartede Bestanddele
sammensatte Stat truedes med fuldkommen
Opløsning. Wiens Borgere forlangte større Frihed,
og da dette negtedes dem, gjorde de formelig
Opstand. Regjeringen saa sig nødt til at give
efter og love at indkalde en Rigsforsamling,
hvorhos Metternich fjernedes fra Statsstyrelsen.
Ungarn og Bøhmen fulgte Exemplet, og det kom
snart til aaben Kamp; ligeledes søgte Lombardiet
at rive sig løs fra Østerrige. Opstanden her og
i Bøhmen kuedes snart, idet Radetzky slog
Norditalienerne ved Custozza, og Windischgrätz
bombarderede Prag. Des farligere var Urolighederne
i Ungarn. I den Anledning udbrød der en
Opstand i Wien, og efter en blodig Gadekamp, under
hvilken Krigsminister Latour blev myrdet,
flygtede Keiseren og Hoffet fra Hovedstaden. Det
lykkedes imidlertid Windischgrätz at kue Oprøret
i Wien, efterat Insurgenterne i over en Uge
(23—31 Oktbr. 1848) havde holdt ham Stangen,
og en Rigsdag blev sammenkaldt for at raade
Bod paa Forvirringen. Men paa Grund af den
herskende Uenighed mellem Tyskere og Ikketyskere
kunde Rigsdagen lidet eller intet udrette, og
Følgen blev, at den opløstes, og Regjeringen lod
under Fyrst Schwarzenbergs Ledelse udstede en
ny Forfatning, hvorved flere Reformer indførtes.
Ungarerne havde imidlertid med afvexlende Held
ført Kampen mod Østerrigerne, men nu greb
Rusland ind og tvang Ungarn til at nedlægge
Vaabnene. Da de østerrigske Tropper desuden
var heldige mod Sardinien, gik Østerrige ud
af den farlige Krise mægtigere end nogensinde
før, og dets Indflydelse var nu den dominerende
baade i Italien og Tyskland. 1849 nedlagde
Ferdinand den første Regjeringen til bedste for
sin Brodersøn Frans Josef. Under dennes
Regjering har Østerrige spillet en
betydningsfuld Rolle i den europæiske Politik.
Danmarks Helstatsforfatning skyldes saaledes
Østerriges Paavirkning, Tyrkiet blev af det tvunget
til at lade sine Planer mod Montenegro fare,
og under Krimkrigen tog det en
indflydelsesrig Stilling under de i Wien førte diplomatiske
Forhandlinger. Men de østerrigske
Befuldmægtigedes Uvillie til under Fredsunderhandlingerne i
Wien at tage Hensyn til Italiens berettigede Klager
skilte Østerrige ved de øvrige Stormagters
Sympati, og da Frankrige og Sardinien 1859 truede
med at gjøre Italiens Fordringer gjeldende ved
Sværdet, stod Østerrige uden Allierede. Krigen
brød ud, og efter Nederlagene ved Magenta og
Solferino, blev Frans Josef i Freden til
Billafranca nødt til at afstaa Størsteparten af
Lombardiet og opgive sin Indflydelse i Norditalien,
hvor de af Østerrige indsatte Vasalfyrster allerede
var blevne fordrevne af sine Undersaatter. Denne
Begivenhed vakte paany Ungarernes Mod til at
forsøge paa at erholde udvidede Rettigheder, og
Keiseren gav tildels efter, men ikke nok til at
tilfredsstille Kravene. 1861 indførtes en ny
Helstatsforfatning, ifølge hvilken Rigsraadet fik
konstitutionel Myndighed; derhos gjorde
Regjeringen flere vigtige Indrømmelser og gav bl. a.
Løfte om nye Landdage for hvert af
Kronlandene. Men Ungarn og de slaviske Stater, som
indsaa, at de gjorte Indrømmelser kun tjente til
at styrke Tyskernes Magt, gjorde Indsigelser, og
Ungarn undlod endog at sende Deputerede til
Rigsraadet, som maatte skilles uden at kunne
udrette noget, da ogsaa Czekerne trak sig tilbage.
Ogsaa med Preussen fik Østerrige Rivninger paa
Grund af Preussens Bestræbelser for at bringe
en større Enhed tilveie mellem de tyske Stater;
imidlertid allierede det sig med Preussen under
den dansk-tyske Krig, hvilken havde Holstens og
Slesvigs Adskillelse fra Danmark til Følge.
Misnøien i det Indre voxede stadig, især
gjorde Ungarn Vanskeligheder, ligesom ogsaa
Befolkningen i Venetien med Grund følte sig
tilsidesat og derfor gav Anledning til stadige
Rivninger. Hertil kom Statskassens mislige
Forfatning og stadig voxende Underballanse, som
Regjeringen ikke formaaede at rette paa.
Vestmagternes Raad til Østerrige om at skille sig ved det
urolige Venetien blev af den østerrigske Regjering
taget ugunstigt op, og nye Forsøg paa at tilfredsstille
Ungarn førte heller ikke til noget, da Regjeringen
var utilbøielig til at give efter i Hovedpunkterne.
Spendingen mellem Østerrige og Nabomagterne
Preussen og Italien blev stedse stærkere, og 1866
fik det Krig med begge disse Magter. Aarsagerne
til Krigen var for Italiens vedkommende
Venetien, hvis Befolkning ønskede at blive befriet fra
det østerrigske Herredømme og forenet med Italien.
Tvistepunkterne med Preussen var dels Ordningen
af Slesvig-Holsten, dels Tysklands indre Forhold.
Mod Italien var Østerrige heldig, idet dets
Krigsmagt seirede baade ved Custozza og i Sjøslaget
ved Lissa; derimod led det overfor Preusserne det
ene Nederlag efter det andet, og i det blodige Slag
ved Sadova eller Königgrätz 3die Juli 1866 blev
dets Modstandskraft brudt, og det maatte tilbyde
Fred. Denne kom ogsaa istand paa det Vilkaar,
at Østerrige maatte afstaa Venetien og de øvrige
Besiddelser i Italien til Viktor Emanuel og give
Slip paa sin Indflydelse i Tyskland, hvilken nu
gik over i Preussens Hænder. Den østerrigske
Regjering maatte nu for enhver Pris søge at
bringe de indre Forhold i Orden; de gjentagne
Nederlag i Udenrigspolitiken havde gjort den mere
medgjørlig, og Ungarn opnaaede nu, hvad dets
Statsmænd saa længe havde arbeidet for, nemlig
fuldkommen Selvstændighed og sideordnet Stilling
med Østerrige (se Deák). Desuden indførtes flere
vigtige Reformer, deriblandt Skolevæsenets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
