Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnson, Bjørnstjerne [Martinius]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnson 317
mindste mere ægte for det. Jeg mener, at det her skildrede saakaldte Ægteskab lader
dette blive føleligt ; jeg mener, at Ingen kan ønske dette Ægteskab blive et virkeligt.
Den I^ii^e, anviser kende ud as det ig^en^ er 3Z3deligkedens. Og det er
dette, 3oin zvnez mig overset.
Hun er lsrst «Zzdelig i selve det zaakaldte saa rvster kun al sig alle
Dromme og tåger sat iet I^ivsaroe^de. ogzaa dette BZedeligked.
Fru Bangs Historie slynget sammen med denne (og dertil endnu et Forhold
ligesom kvidrende henover i Luften) faar af Grundhistorien — ikke sin Dom; ti jeg
dømmer ikke i denne Bog; men sit Lys.
Fru Bang uddrager selv Moralen af sit Forhold til Tande Hun gjør det i
Scenen ved Fruens Seng og stærkest i de Ord (hvis jeg tør udtrykke mig saa), som
hun ikke er istand til at faa sagt. Jeg tillader mig at afskrive Scenen:
««Du er bleven gift, — — — jeg forstaar ikke hvorledes, og jeg vil ikke
vide det». Det bævede gjennem hende og hun stansede. Hun vændte en Stund Ho
vedet bort. 3aa blev hun ved- «Prøv ikke paa —» men hun kom ikke længer, hun
drog bægge sine Hænder til sig, dækkede sig ... osv. osv.» De Angerens Tægn,
som skildres, siger, hvad hun mener.
Men Fru Bang er ikke fZerdi^ dermed, at hun græder over den Karakter, hen
des Forhold til Tande efterhaanden havde faat. Hvad tåger hun sig siden for? Det
har jeg ikke sagt, fortælles der.
Jeg ber om, at hele Mødet paa Landevejen (det sidste i Bogen) læses én Gang
til. Er det bare den aandige, skjønne Lidende, som der skildres? Skulde der ikke
ogsaa falde et Stænk af Komik — et meget fint, det indrømmer jeg; thi jeg vilde
være urætfærdig, om jeg gjorde mere af det, — men dog nok, til at vor Medlidenhed
blandes med Smil?
Har ikke freindra^t dett<^ Indtrvk, ber rne^et om Ilndzkvldnin^ ; tki det
vilde vZere en I^l. Nen i kvilket I>v« kun Bkal zez, dlir allikevel ikke tvivizornt.
Saa kommer jo følgende : Magnhild hvisker, at hun skal til Amerika. Saa snart
Fru Bang fatter, hvilke Forudsætninger et gaadant Skridt har, tillige hvilke Følger, op
ildnes hun paa Magnhilds Vegne ; kun rejser sig og tilhvifter hende sine gode Ønsker.
Men paa sine egne Vegne — ?
Paa sine egne Vegne lader hun sig mildt sættes tilsæde igjen af sin fede Ægte
erre, og (det er Bogens sidste Ord) «lader sig glide».
Jeg mente, at heri var noget udtalt, og jeg kan dog neppe skuffe mig, niar jeg
tror saa endnu.
At slippe sine kjærlighedssyge Drømme og tåge fat, — jeg gjentager det, at det
er Sædelighed. Jeg tør ikke afgjøre, om den enkelte altid kan det (jeg har, som rnan
vil.se, vontet mig omhyggelig for Dom), men jeg har i Magnhilds I^ivzf^relze vist,
hvilken Linje jeg mener fører ud, og kar under dette ladet hende opdage, at
vor «Bestemmelse» er mer end én, er «mangebladet». Dette tænkte jeg mig
kunde blive til Trøst for Mange.
Og for disse Manges Skyld har jeg — da det syntes mig at være blevet nød
vendigt — villet pege paa det én Gang til».
Det andet fra Forf.s Haand foreliggende Bidrag til en authentisk Fortolkning af
Fortællingens Sædelære saavelsom til hans egen indre indre Udviklings Historie har han
givet i et Brev til Stockholms Dagblad i Februar 1879. Det lyder efter det originale
Haandskrift saaledes :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
