Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ibsen, Henrik Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Idzen
32
>
Das Fest auf Solhaug. Schauspiel in drei Aufziigen. Autorisierte
Uebersetzung aus dem Norwegischen von Emma Klingenfeld. Leipzig !1888^.
8, 61 S, ißeclams Universal-Bibl. No. W75. Udgivet med en Fortale i>f Dr.
Julius Elias^ til Forf,s 60-Aars Fodselsdag. Bogen blev bl. a. anm afOttoNeu
mann-Hofer i Berliner Tageblatt 1888, No. 176)
Stykket blev 3krevet i Bergen Sommeren 1855 og opførtes første Gang samme
steds paa Theatrets Stiftelsesdag 2. Jan. 1856 med Musik arr. af F. G. Schediwy.
Det fik efter Forf.s eget Udsagn «en fortrinlig, en sjelden stemningsfuld Udførelse.
Med Lyst og Hengivelse blev det givet, og saaledes blev det ogsaa modtaget.» (For
tale til 2den Hdg., S. III.) Det gik ialt sex Gange over Scenen inden Sæsonens
Slutning, sidste Gang den 24. Juli som Festforestilling for Prins Napoleon under
dennes Ophold i Bergen. (T. Blanc: Norges første nationale Scene, S. 208, og
Charles Edmond: Voyage dans les mers du Nord, Paris 1857, S. 436—38). Om
Stykkets Historie paa Nordens og andre Landes Scener gives forøvrigt Oplysninger
ndfr. Imidlertid blev Stykket nogle Maaneder senere opført paa Kristiania Theater
og kort efter ogsaa trykt, og Kritiken kastede sig nu over det paa en noget haard
hændt Maade. (Aftbl. 1856, No. 70 af p. t. [H. Lassen] ; Chraposten No. 2704, jfr.
2737; Bergensposten 1856, No. 198 og 199)
Mange Aar bagefter gav Forf. Svar herpaa i den Karakteristik, som han i
Fortalen til Stykkets anden Udgave (S. IV VII) giver af den norske Hovedstads
presses daværende æsthetiske Kritik. Af større literærhistorisk Interesse er imidlertid
den Fremstilling, han sammesteds (S. X—XIV) giver af sit Skuespils Tilblivelses
historie, hvorved han har modbevist den ikke alene af samtidige norske, men ogsaa
af senere danske Kritikere (som Georg Brandes) fremsatte Paastand, at Stykket skulde
være dels laant fra, dels paavirket al Henrik Hertz’s «Svend Dyrings Hus». Forf.s
Omrids al «Gildet paa Solhaugs» Tilblivelseshistorie hidsættes derfor her:
«Aaret i Forvejen [0: 1854] havde jeg skrevet «Fru Inger til Østråt». Be
skjæftigelsen med dette Drama havde nødsaget mig til literært og historisk at fordybe
mig i Norges Middelalder, navnlig da i den senere Del al samme. Jeg forsøgte, 3aa
godt det lod sig gjøre, at leve mig ind i hine Tiders Sæder og Skikke, i Menne
3i<erne3 Følelsesliv, i deres Tænkesæt og Udtryksmaade.
Denne Periode er imidlertid ikke særdeles tiltalende at dvæle ved i Længden;
den frembyder heller ikke synderlig Stof, der egner sig for dramatisk Behandling.
Jeg tyede derfor ogsaa snart over til selve Sagatiden. Men Kongesagaerne og
overnovedet de strængere historiske Overleveringer fra denne fjerne Tidsalder fængs
lede mig ikke ; jeg kunde dengang ikke for min"e digteriske Øjemed gjøre nogen
¦dramatisk Brug af Stridighederne mellem Konger og Høvdinger, mellem Partier og
Flokke. Det skulde først komme senere.
Derimod fandt jeg i rigt Maal i de islandske Ætte-Sagaer, hvad jeg behøvede
som menneskelig Iklædning for de Stemninger, Forestillinger og Tanker, der den
gang opfyldte, eller i al Fald mere eller mindre klart foresvævede mig. Disse gammel
nordiske literære Bidrag til vor Sagatids Personalhistorie havde jeg hidtil ikke kjendt,
knapt nok hørt dem nævne va faldt mig ved et Tilfælde N. M. Petersens, ial Fald
for Sprogtonens Vedkommende, fortræffelige Oversættelse i Hænde. Ud fra disse
Ætte-Krøniker med deres vekslende Forhold og Optrin mellem Mand og Mand, mellem
Kvinde og Kvinde, overhovedet mellem Menneske og Menneske, slog mig et per
sonligt, fyldigt, levende Livsindhold imøde; og ud af denne min Leven sammen med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
