Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
albuerne i siden, gjorde mig liten og slap ubemærket forbi
nogen bekjændte som hadde indtat et hjørne ved Universitetet
for å beskue de forbigående. Jeg vandret opover Slotsbakken
og faldt i tanker.
Disse mennesker jeg møtte, hvor let og lystig vugget de ikke
sine lyse hoder og svinget sig gjennem livet som gjennem en
ballsal! Det var ikke sorg i et eneste øie Jeg så, ingen byrde
på nogen skulder, kanske ikke en skyet tanke, ikke en liten
hemmelig pine i nogen av disse glade sind. Og jeg gik der
like ved siden av disse mennesker, ung og nys utsprungen, og
Jeg hadde allerede glemt hvordan lykken så ut! Jeg dægget
for mig selv med denne tanke og fandt at der var sket mig
gruelig uret. Hvorfor hadde de siste måneder faret så mærke-
lig hårdt frem med mig? Jeg kjendte slet ikke mit lyse sind
igjen og jeg hadde de underligste plager på alle kanter. Jeg
kunde ikke sætte mig på en bænk for mig selv eller røre min
fot noget sted hen uten å bli overfaldt av små og betydnings-
løse tilfældigheter, jammerlige bagateller som trængte ind i
mine forestillinger og spredte mine kræfter for alle vinde. En
hund som strøk mig forbi, en gul rose i en herres knaphul
kunde sætte mine tanker i vibring og opta mig for længere
tid. Hvad var det som feilet mig? Hadde Herrens finger pekt
på mig? Hvorfor just på mig? Hvorfor ikke like så godt på
en mand i Sydamerika, for den skyld? Når jeg overveiet tin-
gen blev det mig mere og mere ubegripelig at netop jeg skulde
være utset til prøveklut for Guds nådes lune. Det var en nokså
eiendommelig fremgangsmåte å springe over en hel verden
for å række mig; der var nu både antikvarbokhandler Pascha
og dampskibsekspeditør Hennechen.
Jeg gik og drøftet denne sak og kunde ikke bli den kvit,
jeg fandt de vægtigste indvendinger mot denne Herrens vil-
kårlighet å la mig undgjælde for alles skyld. Endog efter at
jeg hadde fundet mig en bænk og sat mig ned vedblev dette
spørsmål å sysselsætte mig og hindre mig fra å tænke på
andre ting. Fra den dag i maimåned da mine gjenvordigheter
begyndte kunde jeg så tydelig mærke en litt efter litt tiltakende
svakhet, jeg var likesom blit for mat til å styre og lede mig
hvorhen jeg vilde; en sværm av små skadedyr hadde trængt
ind i mit indre og uthulet mig. Hvad om Gud likefrem hadde
i sinde å ødelægge mig ganske? Jeg reiste mig og og drev
frem og tilbake foran bænken.
Mit hele væsen var i dette øieblik i den høieste grad av
pine; jeg hadde endog smærter i armene og kunde knapt holde
ut å bære dem på sædvanlig måte, Av mit siste svære måltid
2 — Hamsun: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
