Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
Jeg hadde ingen møie med å få den tilbakeleveret. Manden
bragte mig vesten selv og bad mig undersøke alle lommerne
med det samme; jeg fandt også et par lånesedler som jeg stak
til mig og takket den venlige mand for hans imøtekommen-
het. Jeg blev mere og mere tiltalt av ham, det blev mig i
samme stund meget om å gjøre å gi dette menneske et godt
indtryk av mig. Jeg gjorde et slag henimot døren og vendte
atter tilbake til disken som om jeg hadde glemt noget; jeg
mente å skylde ham en forklaring, en oplysning, og jeg gav
mig til å nynne for å gjøre ham opmærksom. Da tok jeg
blyanten i hånden og holdt den i veiret.
Det kunde ikke falde mig ind, sa jeg, at gå lange veier for
en hvilkensomhelst blyant; men med denne her var det en
anden sak, en egen årsak. Så ringe som den så ut hadde denne
blyantstump simpelthen gjort mig til det jeg var i verden, så
å si sat mig på min plass 1 livet ....
Jeg sa ikke mere. Manden kom helt bort til disken.
Jaså? sa han og så nysgjærrig på mig.
Med den blyant, fortsatte jeg koldblodig, hadde jeg skrevet
min avhandling om den filosofiske erkjendelse i tre bind. Om
han ikke hadde hørt den omtale?
Og manden syntes nok at han hadde hørt navnet, titlen.
Ja, sa jeg, den var av mig den! Så det måtte endelig ikke
forundre ham at jeg vilde ha denne lille stubb blyant tilbake;
den hadde altfor stort værd for mig, den var mig næsten som
et lite menneske. Forresten var jeg ham oprigtig taknemmelig
for hans velvilje og jeg vilde huske ham for den — jo, jo, jeg
vilde virkelig huske ham for den; et ord var et ord, den slags
mand var jeg og han fortjente det. Farvel.
Jeg gik visst til døren med en holdning som om jeg kunde
anbringe en mand i en høi post. Den skikkelige pantelåner
bukket to ganger for mig idet jeg fjærnet mig og jeg vendte
mig endnu en gang og sa farvel.
I trappen møtte jeg en kone som bar en vadsæk i hånden.
Hun trykket sig ængstelig til siden for å gi mig plass siden jeg
spansket mig så, og jeg grep uvilkårlig i lommen efter noget
å gi hende; da jeg ikke fant nogen ting blev jeg flau og gik
hende duknakket forbi. Litt efter hørte jeg at også hun banket
på til sjappen; det var et ståltrådsprinkel på døren og jeg
kjendte straks igjen den klirrende lyd når et menneskes kno-
ker berørte det.
Solen stod i sør, klokken var omtrent tolv. Byen begyndte
å komme på benene, det nærmet seg spasertiden og hilsende
og leende folk bølget op og ned i Karl Johan. Jeg klemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
