Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2å
å strømme så rikelig at jeg mister en masse biting som jeg
ikke hurtig nok får skrevet ned skjønt jeg arbeider av alle
kræfter. Det fortsætter å trænge ind på mig, jeg er fyldt av
mit stof og hvert ord jeg skriver blir lagt mig i munden.
Det varer, varer så velsignet længe inden dette forunderlige
øieblik hører op; jeg har femten, tyve beskrevne sider liggende
foran mig på mine knæ da jeg endelig stanser og lægger blyan-
ten væk. Var det nu såsandt nogen værdi i disse papirer så
var jeg reddet! Jeg springer ut av sengen og klær mig på. Det
lysner mere og mere, jeg kan halvveis skjælne fyrdirektørens
bekjendtgjørelse nede ved døren, og ved vinduet er det alle-
rede så lyst at jeg til nød kunde se å skrive. Og jeg går straks
i gang med å renskrive mine papirer.
En underlig tæt damp av lys og farver slår op av disse fanta-
sier; jeg steiler overrasket foran den ene gode ting efter den
andre og sier ti] mig selv at det var det bedste jeg nogensinde
hadde læst. Jeg blir yr av tilfredshet, glæden puster mig op og
jeg føler mig storartet ovenpå; jeg veier mit skrift i hånden
og takserer det på stedet til fem kroner, efter et løst skjøn.
Det vilde ikke falde et menneske ind å prutte på fem kroner,
det måtte tværtimot sies å være røverkjøp å få det for ti
kroner, kom det an på indholdets beskaffenhet. Jeg hadde ikke
i sinde å gjøre et så særegent arbeide gratis; så vidt jeg visste
fandt man ikke romaner av den slags efter veiene. Og jeg be-
stemte mig for ti kroner.
Det blev lysere og lysere i værelset, jeg kastet et blik ned
mot døren og kunde uden synderlig møie læse de fine, skelet-
agtige bokstaver om jomfru Andersens liksvøp tilhøire i por-
ten; det var også gåt en god stund siden klokken slog syv.
Jeg reiste mig og stillet mig midt på gulvet. Alt vel over-
veiet kom madam Gundersens opsigelse temmelig beleilig.
Dette var egentlig ikke noget værelse for mig; her var nokså
simple grønne gardiner for vinduerne, og så synderlig mange
spiker i væggene til å hænge sin garderobe på var her heller
ikke. Den stakkars gyngestol borte i hjørnet var i grunden bare
en vits av en gyngestol som man makelig kunde le sig for-
dærvet av. Den var altfor lav for en voksen mand, desuten var
den så trang at man så å si måtte bruke støvleknægt for å
komme op av den igjen. Kortsagt, værelset var ikke indrettet
til å sysle med åndelige ting i og jeg agtet ikke å beholde
det længer. På ingen måte vilde jeg beholde det! Jeg hadde
altfor længe tiet og tålt og holdt til i dette skur.
Opblåst av håp og tilfredshet, stadig optat av min mærke-
lige skisse som jeg hvert øieblik trak op av lommen og læste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
