Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
|
|
|
31
ikke engang å bli antat, nei ikke engang antat, simpelthen!
Den var kanske nokså middelmådig, kanske likefrem slet; hvad
sikkerhet hadde jeg for at den ikke allerede i dette øieblik lå
i papirkurven?.... Min tilfredshet var rugget, jeg sprang op
og stormet ut av kirkegården.
Nede i Akersgaten tittet jeg ind i et butiksvindu og så at
klokken bare var litt over tolv. Dette gjorde mig endda mere
fortvilet, jeg hadde så sikkert håpet at det var langt over mid-
dag og før fire nyttet det ikke å søke efter redaktøren. Min
føljetons skjæbne fyldte mig med mørke anelser; jo mere jeg
tænkte på den desto urimeligere forekom det mig at jeg kunde
ha skrevet noget brukbart så pludselig, næsten i søvne, med
hjærnen fuld av feber og drømme. Naturligvis hadde jeg be-
draget mig selv og været glad hele morgningen utover for ingen
ting! Naturligvis! .... Jeg bevæget mig i stærk gang opover
Ullevålsveien, forbi St. Hanshaugen, kom ut på åpne marker,
ind i de trange, underlige gater ved Sagene, over tomter og
akrer og befandt mig tilsist på en landevei hvis ende jeg ikke
kunde se.
Her stoppet jeg op og besluttet mig til å vende om. Jeg
var blit varm av turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbake.
Jeg møtte to høivogner, kjørerne lå flate oppe i lassene og
sang, begge barhodede, begge med runde, sorgløse ansigter. Jeg
gik og tænkte ved mig selv at de vilde tiltale mig, slænge til
mig en eller anden bemærkning eller gjøre en spillop, og da
jeg var kommet dem nær nok ropte den ene og spurte hvad jeg
bar under armen.
Et sengetæppe, svarte jeg.
Hvormange er klokken? spurte han.
Jeg vet ikke rigtig, omtrent tre, tenker jeg.
Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme snær-
| ten av en taugsvøpe på mit ene øre, og min hat blev revet av;
de unge mennesker kunde ikke la mig passere uten å gjøre
mig et puss. Jeg tok mig rasende op til øret, samlet min hat
op fra grøftekanten og fortsatte min gang. Nede ved St. Hans-
haugen møtte jeg en mand som fortalte mig at klokken var
over fire.
Over firel Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ut til
byen og bladet. Redaktøren hadde kanske for længe siden været
der og forlatt kontoret! Jeg gik og sprang om hverandre, snub-
let, støtte mot vogner, la alle spaserende bak mig, hamlet op
med hestene, stridde som en gal for å komme tidsnok. Jeg vred
mig indover porten, tok trapperne i fire sprang og banket på.
Ingen svarer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
