Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
då
Han er gåt! han er gåtl tænker jeg. Jeg prøver døren, den
er åpen, jeg banker på endnu en gang og træder ind.
Redaktøren sitter ved sit bord, med ansigtet mot vinduet og
pennen i hånden færdig til å skrive. Da han hører min for-
pustede hilsen vender han sig halvt om, ser litt på mig, ryster
på hodet og sier:
Ja jeg har ikke fåt tid til å læse Deres skisse endda.
Jeg blir så glad over at han da ialfald ikke endnu har kas-
seret den at jeg svarer:
Nei kjære det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et
par dager kanske, eller ....?
Ja jeg skal se. Forresten har jeg jo Deres adresse, så.
Og jeg glemte å oplyse om at jeg ikke hadde nogen adresse
mere.
Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbake og går. Hå-
pet gløder igjen op i mig, endnu var intet tapt, tværtimot, jeg
kunde vinde alt endnu, for den skyld. Og min hjærne begyndte
å fable om et stort råd i himlen hvor det netop var blit be-
sluttet at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti kroner for en
føljeton....
Bare jeg nu hadde et sted å ty hen til for natten! Jeg over-
veier hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt
optat av dette spørsmål at jeg står stille midt i gaten. Jeg glem-
mer hvor jeg er, står som en enkelt riskost midt i havet mens
sjøen strømmer og larmer rundt omkring den. En avisgut ræk-
ker mig «Vikingen»: D’n er så morsom, så! Jeg ser op og farer
sammen — jeg er utenfor Semb igjen.
Hurtig gjør jeg helt om, holder pakken skjult foran mig og
iler nedover Kirkegaten flau og angst for at man skulde ha set
mig fra vinduerne. Jeg passerer Ingebret og teatret, dreier av
ved Logen og tar nedover til sjøen og fæstningen. Atter finder
jeg mig en bænk og begynder å spekulere påny.
Hvor i alverden skulde jeg få hus inat? Fandtes det et hul
hvor jeg kunde smutte ind og skjule mig til det blev morgen?
Min stolhet forbydde mig å vende tilbake til mit rum; det
kunde aldrig falde mig ind å gå tilbake på mine ord, jeg av-
viste denne tanke med stor harme og smilte overlegent i mit
stille sind av den lille røde gyngestol. Ved idéassociationer be-
fandt jeg mig pludselig i et stort to fags værelse jeg engang
hadde bodd i på Hægdehaugen; jeg så et bræt på bordet fuldt
av svære smørogbrød, det skiftet utseende, det blev til en bif,
en forførende bif, en snehvit serviet, brød i masse, sølvgaffel.
Og det gik i døren: min værtinde kom og bydde mig mere
ter:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
