Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
dere. Oppe i gaten så jeg en politibetjent, jeg forstærket min
gang, gik tæt bort til ham og sa uten ringeste foranledning:
Klokken er ti.
Nei den er to, svarte han forundret.
Nei den er ti, sa jeg, klokken er ti. Og stønnende av sinne
trådte jeg endnu et par skridt frem, knyttet min hånd og sa:
Hør, vet De hvad — klokken er ti.
Han stod og overveiet en liten stund, anskuet min person,
stirret forbløffet på mig. Endelig sa han ganske stille:
I hvert fald er det jo på tiden at Dere går hjem. Vil Di
atte jei skal følle Dere?
Ved denne venlighet blev jeg avvæbnet; jeg følte at jeg fik
tårer i øinene og jeg skyndte mig å svare:
Nei tak! Jeg har bare været litt forsent ute, på en kafé.
Jeg takker Dem så meget.
Han la hånden på hjælmen da jeg gik. Hans venlighet hadde
overvældet mig og jeg gråt fordi jeg ikke eiet fem kroner å
gi ham. Jeg stanset og så efter ham idet han langsomt vandret
sin vei, slog mig for panden og gråt hæftigere efterhvert som
han fjærnet sig. Jeg skjældte mig ut for min fattigdom, kaldte
mig ved klængenavne, opfandt sårende benævnelser, kostelige
rå fund av skjældsord som jeg overdynget mig selv med. Dette
fortsatte jeg med til jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom
til porten opdaget jeg at jeg hadde tapt mine nøkler.
Ja naturligvis! sa jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg
ikke tape mine nøkler? Her bor jeg i en gård hvor det er en
stald nedenunder og et blikkenslagerværksted ovenpå; porten
er stængt om natten og ingen, ingen kan lukke den op — hvor-
for skulde jeg så ikke tape mine nøkler? Jeg er våt som en
hund, litt sulten, ganske bitte litt sulten, og litt latterlig træt
i knærne — hvorfor skulde jeg så ikke tape dem? Hvorfor
kunde ikke egentlig hele huset være flyttet ut i Aker når jeg
kom og skulde ind?.... Og jeg lo ved mig selv forhærdet av
sult og forkommenhet.
Jeg hørte hestene stampe inde i stalden og jeg kunde se mit
vindu ovenpå; men porten kunde jeg ikke åpne og jeg kunde
ikke slippe ind. Træt og bitter i sind bestemte jeg mig derfor
til å gå tilbake til bryggen og lete efter mine nøkler.
Det var igjen begyndt å regne og jeg følte allerede vandet
trække igjennem på mine aksler. Ved rådstuen fik jeg med
en gang en lys idé; jeg vilde anmode politiet om å åpne porten.
Jeg henvendte mig straks til en konstabel og bad ham indstæn-
dig om å følge med og lukke mig ind hvis han kunde.
Hja hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
