Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
det er jo det som netop er umulig, å la det bety emigration
eller tobaksfabrik! Hadde det kunnet bety noget slikt som
dette vilde jeg for længe siden ha bestemt mig herfor og tat
følgerne. Nei egentlig var ordet egnet til å bety noget sjælelig,
en følelse, en tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og jeg
husker mig om for å finde noget sjælelig. Da forekommer det
mig at nogen taler, blander sig ind i min passiar, og jeg svarer
sint: Hvadbehager? Nei din idiotiske make findes ikke! Strikke-
garn? Reis til helvede! Hvorfor skulde jeg være forpligtet til
å la det bety strikkegarn når jeg specielt hadde imot at det
betydde strikkegarn? Jeg hadde selv opfundet ordet og jeg var
i min gode ret til å la det bety hvadsomhelst, for den skyld.
Såvidt jeg visste hadde jeg ikke endnu uttalt mig....
Men mere og mere kom min hjærne i vildrede. Tilsist
sprang jeg ut av sengen for å finde vandledningen. Jeg var
ikke tørst, men mit hode stod i feber og jeg følte en instinkt-
mæssig trang til vand. Da jeg hadde drukket gik jeg igjen til-
sengs og bestemte mig til med vold og magt å ville sove. Jeg
lukket øinene og tvang mig til å være rolig. Så lå jeg i flere
minutter uten å gjøre en bevægelse, jeg blev sved og følte
blodet støte hæftig gjennem årerne. Nei det var dog altfor
kostelig at han kunde lete efter penger i det kræmmerhus!
Han hostet også bare en gang. Mon han går dernede endnu?
Sitter på min bænk? .... Det blå perlemor .... Skibene ....
Jeg åpnet øinene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket
når jeg ikke kunde sove! Og det samme mørke ruget omkring
mig, samme uutgrundelige sorte evighet som min tanke steilet
imot og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog likne det med?
Jeg gjorde de mest fortvilede anstrængelser for å finde et ord
som var sort nok til å betegne mig dette mørke, et ord så
grusomt sort at det kunde sværte min mund når jeg nævnte
det. Herregud hvor det var mørkt! Og jeg bringes igjen til å
| tænke på havnen, på skibene, de sorte uhyrer som lå og ventet
på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig fast og seile
med mig over land og hav, gjennem mørke riker som ingen
mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands.
svævende i skyerne, dalende, dalende.... Jeg gir et hæst skrik
av angst og hugger mig fast i sengen; jeg hadde gjort sådan
farlig reise, suset ned gjennem luften som en bylt. Hvor følte
jeg mig ikke frelst da jeg slog hånden mot den hårde briks!
Således er det å dø, sa jeg til mig selv, nu skal du dø! Og jeg
lå en liten stund og tænkte over dette at nu skulde jeg dø.
Da reiser jeg mig op i sengen og spør strængt: Hvem sa at
jeg skulde dø? Har jeg selv fundet ordet så er jeg i min gode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
