Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OT
en finger. Denne dumpe døs var næsten som en blund. Så hører
jeg nogen komme i trappen, jeg reiser mig og sier:
Det var student Pettersen — jeg har to brever til ham.
Han er hjemreist, svarer konen. Men han kommer tilbake
efter ferierne. Brevene kunde jo jeg ta, om De vilde.
Ja tak, det var rigtig godt, sa jeg, så får han dem når han
kommer. Det kunde være vigtige ting i dem. Godmorgen.
Da jeg var kommet utenfor, stanset jeg og sa høit midt på
åpen gate idet jeg knyttet hænderne: Jeg skal si dig ett, min
kjære herre Gud: du er en noksagt! Og jeg nikker rasende med
sammenbitte tænder op mot skyerne: Du er fan ta mig en
noksagt!
Jeg gik så nogen skridt og stanset igjen. Idet jeg pludselig
skifter holdning folder jeg hænderne, lægger mit hode påskakke
og spør med søt, fromladen stemme: Har du også henvendt
dig til ham, mit barn?
Det lød ikke rigtig.
Med stort H, sier jeg, med H som en domkirke! Op igjen:
Har du også anropt Ham, mit barn? Og jeg sænker hodet og
gjør min stemme sørgelig og svarer: Nei.
Det lød heller ikke rigtig.
Du kan jo ikke hykle, din nar! Ja, skal du si, ja jeg har
anropt min Gud og Fader! Og du skal få til den ynkeligste
melodi på dine ord som du nogensinde har hørt. Så, op igjen!
Ja det var bedre. Men du må sukke, sukke som en krampe-
syk hest. Så!
Der går jeg og underviser mig selv, stamper utålmodig i
gaten når jeg ikke får det til og skjælder mig ut for et træ-
hode mens de forbausede forbigående vender sig om og be-
tragter mig.
Jeg tygget uavbrutt på min høvlspån og sjanglet så hurtig
jeg kunde nedover gaterne. Før jeg selv visste av det var jeg
helt nede ved Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor
Frelsers. Jeg stod en stund og overveiet. En mat sved trængte
frem i mit ansigt og sivet ned i mine øine. Følg med en
tur på bryggen! sa jeg til mig selv. Det vil si, hvis du
har tid? Og jeg bukket for mig selv og gik ned til Jærnbane-
bryggen.
Skibene lå derute, sjøen vugget i solskinnet. Det var travl
bevægelse overalt, pipende dampfløiter, dragere med kasser på
akslerne, muntre heisesange fra prammene. En kakekone sitter
i nærheten av mig og luter med sin brune næse over sine
varer; det lille bord foran hende er syndig fuldt av lækkerier
og jeg vender mig bort i uvilje. Hun fylder hele kaien med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
