Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Andet stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
sin matlukt; fyh, op med vinduernel Jeg henvender mig til en
herre som sitter ved min side og forestiller ham indtrængende
dette misforhold med kakekoner her og kakekoner der ....
Ikke? Ja men han måtte da vel indrømme at.... Men den
gode mand anet uråd og lot mig ikke engang tale tilende før
han reiste sig og gik. Jeg reiste mig likeledes og fulgte ham,
fast bestemt på å overbevise manden om hans feiltagelse.
Endog av hensyn til de sanitære forhold, sa jeg og klappet
ham på akslen....
Undskyld, jeg er fremmed her og kjender ikke noget til de
sanitære forhold, sa han og stirret på mig i rædsel.
Nå, det forandret saken når han var fremmed .... Om jeg
ikke kunde gjøre ham nogen tjeneste? Vise ham omkring?
Ikke? For det skulde være mig en fornøielse og det skulde jo
ikke koste ham noget....
Men manden vilde absolut bli av med mig og skrådde hurtig
over gaten til det andet fortaug.
Jeg gik atter tilbake til min bænk og satte mig. Jeg var meget
urolig og den store lire som hadde begyndt å spille litt længer
borte gjorde mig end værre. En fast, metallisk musik, en stubb
av Weber som en liten pike synger en sørgelig vise til. Det
fløiteagtige, lidelsesfulde i liren risler mig gjennem blodet,
mine nerver begynder å dirre som de gav gjenklang, og et
øieblik efter falder jeg tilbake på bænken, klynkende, nynnende
med. Hvad finder ikke ens fornemmelser på når man sulter!
Jeg føler mig optat i disse toner, opløst til tone, jeg strømmer
ut og jeg kjender så tydelig hvorledes jeg strømmer, svævende
høit over fjælde, dansende ind over lyse zoner....
En øre! sier den lille lirepike og rækker sin bliktallærken
frem, bare en øre!
Ja, svarer jeg ubevisst og sprang op og ransaket mine lom-
mer. Mens barnet tror at jeg bare vil holde løier med hende
og fjærner sig straks uten å si et ord. Denne stumme tålsom-
het var mig for stor; hadde hun skjældt mig ut vilde det ha
kommet beleiligere; smærten grep mig og jeg ropte hende til-
bake. Jeg eier ikke en øre, sa jeg, men jeg skal huske dig siden,
kanske imorgen. Hvad heter du? Ja det var et pent navn, jeg
skulde ikke glemme det. Altså imorgen....
Men jeg forstod godt at hun ikke trodde mig uagtet hun
ikke sa et ord, og jeg gråt av fortvilelse over at denne lille
gatetøs ikke vilde tro mig. Endnu en gang ropte jeg hende til-
bake, rev hurtig min frakke op og vilde gi hende min vest.
Jeg skal holde dig skadesløs, sa jeg, vent et øieblik....
Og jeg hadde ingen vest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
