Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
igjennem fra begyndelsen av, læste høit hver sætning, og jeg
kunde slet ikke samle mine tanker til denne brakende klimaks.
Mens jeg stod og arbeidet med dette kom atpå kjøpet kon-
stablen gående og stillet sig op midt i gaten et lite stykke borte
fra mig og spolerte hele min stemning. Hvad kom det nu ham
ved om jeg i dette øieblik stod og skrev på en utmærket klimaks
til en artikel for «Kommandøren»? Herregud hvor det var plat
umulig for mig å holde mig over vande hvad jeg end prøvet
med! Jeg stod der en times tid, konstablen gik sin vei, kulden
begyndte å bli for stærk til å stå stille i. Motløs og forsagt
over det ny spildte forsøk åpnet jeg endelig atter porten og gik
op på mit rum.
Det var koldt deroppe og jeg kunde knapt se mit vindu i
det tykke mørke. Jeg følte mig frem til sengen, trak skoene
av og satte mig til å varme mine føtter mellem hænderne.
Så la jeg mig ned — således som jeg hadde gjort i lang tid,
rund, som jeg gik, i fulde klær.
Morgningen efter reiste jeg mig overende i sengen såsnart
det blev lyst og tok fat på min artikel igjen. Jeg sat i denne
stilling til middags da jeg hadde fåt istand en ti, tyve linjer.
Og jeg var endda ikke kommet til finalen.
Jeg stod op, tok skoene på og gav mig til å drive frem og
tilbake på gulvet for å bli varm. Det lå is på vinduerne; jeg
så ut, det snedde, nede i bakgården lå et tykt lag av sne over
brolægningen og vandposten.
Jeg puslet omkring i mit værelse, gjorde viljeløse turer frem
og tilbake, skrapte med neglene i væggene, la min pande for-
sigtig ind mot døren, banket med pekefingeren i gulvet og
lyttet opmærksomt, altsammen uten nogen hensigt, men stille
og eftertænksomt som om det var en sak av vigtighet jeg hadde
fore. Og imens sa jeg høit gang på gang så jeg hørte det selv:
Men du gode Gud, dette er jo vanvid! Og jeg drev på like
galt. Efter en lang stunds forløp, kanske et par timer, tok jeg
mig sterkt sammen, bet mig i læben og strammet mig op det
bedste jeg kunde. Det måtte bli en ende på dette! Jeg fandt
mig en flis å tygge på og satte mig. resolut til å skrive igjen.
Et par korte sætninger kom istand med stort besvær, et snes
fattige ord som jeg pinte frem med vold og magt for dog å
bevæge mig fremad. Da stanset jeg, mit hode var tomt, jeg
orket ikke mere. Og da jeg slet ikke kunde komme længer satte
Jeg mig til å stirre med vidåpne øine på disse siste ord, dette
ufuldførte ark, glante på disse underlige, skjælvende bokstaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
