Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mesten Pee VEDDE
bibliotek 79
| som strittet op fra papiret som små bustede figurer, og jeg for-
| stod tilsist ikke noget av det hele, jeg tænkte på ingen ting.
Tiden gik. Jeg hørte færdselen på gaten, larmen av vogner
og hester, Jens Olais røst steg op til mig fra stalden når han
pratet med hestene. Jeg var aldeles sløv, jeg sat og smattet litt
med munden, men foretok mig ellers intet. Mit bryst var i en
. sørgelig forfatning.
Det begyndte å skumre, jeg faldt mere og mere sammen, blev
træt og la mig tilbake på sengen. For å varme mine hænder
| litt strøk jeg fingrene gjennem mit hår, frem og tilbake, på
kryss og tværs; det fulgte små dotter med, løsnede tjavser som
la sig mellem fingrene og fløt utover hodeputen. Jeg tænkte
ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig
ved, jeg hadde også nok av hår tilbake. Jeg forsøkte atter å
ryste mig op av denne forunderlige døs som gled mig gjennem
alle lemmer som en tåke; jeg reiste mig overende, banket mig
med flat hånd over knærne, hostet så hårdt som mit bryst
tillot, — og jeg faldt tilbake påny. Intet hjalp; jeg døde hjælpe-
løst bort med åpne øine, stirrende ret op i taket. Tilsist stak
jeg pekefingeren i munden og gav mig til å patte på den. Det
begyndte å røre sig noget i min hjærne, en tanke som rotet
sig frem derinde, et spillergalt påfund: Hvad om jeg bet til?
Og uten et øiebliks betænkning knep jeg øinene i og slog
tænderne sammen.
Jeg sprang op. Endelig var jeg blit våken. Det piplet litt
blod ut av fingeren og jeg slikket det av efterhvert. Det gjorde
ikke ondt, såret var heller ingenting; men jeg var med en
gang bragt til mig selv; jeg rystet på hodet, gik til vinduet
og fandt mig en klut til såret. Mens jeg stod og puslet hermed
blev mine øine fulde av vand, jeg gråt sagte for mig selv. Denne
magre, itubitte finger så så sørgelig ut. Gud i himlen, hvor
langt det nu var kommet med mig.
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umulig at jeg
kunde skrive min finale ut over kvælden hvis jeg bare hadde
et lys. Mit hode var atter blit klart, tanker kom og gik som
sædvanlig og jeg led ikke synderlig; jeg følte ikke engang sulten
så slem som for nogen timer siden, jeg kunde nok holde ut
til næste dag. Kanske kunde jeg få et lys på kredit sålænge når
jeg henvendte mig i husholdningshandelen og forklarte min
stilling. Jeg var så godt kjendt dernede; i de gode dager mens
jeg endnu hadde råd til det hadde jeg kjøpt mangt et brød i
den butik. Det var ingen tvil om at jeg vilde få et lys på mit
ærlige navn. Og for første gang i lang tid tok jeg mig til å
børste mine klær en smule og fjærne de løse hår på min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
