Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Tredje stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
flydelser som jeg ikke er herre over. Jeg begyndte å le, tyst
og lidenskapelig, uten spor av grund, endnu lystig og fuld av
det par glas øl jeg hadde drukket. Litt efterhvert tar min
ophidselse av, min ro vender mere og mere tilbake. Jeg følte
kulde i min såre finger og jeg stak den ned mellem hals-
linningen for å varme den litt. Således kom vi ned til Tomte-
gaten. Kusken holder.
Jeg stiger ut av vognen uten hast, tankeløst, slapt, tung i
hodet. Jeg går ind gjennem porten, kommer ind i en bakgård
som jeg går tværs over, støter mot en dør som jeg åpner og
går ind gjennem, og jeg befinder mig i en gang, et slags for-
værelse med to vinduer. Der står to kufferter, den ene ovenpå
den andre, i den ene krok, og på langvæggen en gammel umalt
sofabænk som det ligger et tæppe 1. Tilhøire, i næste værelse
hører jeg røster og barneskrik og ovenover mig, i anden etage,
lyden av en jærnplate som det hamres på. Alt dette mærker
jeg såsnart jeg er kommet ind.
Jeg går rolig tværs over værelset, bort til den motsatte dør,
uten å skynde mig, uten tanke på flugt, åpner også den og
kommer ut i Vognmandsgaten. Jeg ser opover huset som jeg
just har passert igjennem og læser over døren: Beværtning
& logi for reisende.
Det falder mig ikke ind å søke å komme væk, stjæle mig
bort fra kusken som venter på mig; jeg går meget sindig
utefter Vognmandsgaten uten frygt og uten å være mig noget
galt bevisst. Kierulf, denne uldhandler som hadde spøkt så
længe i min hjærne, dette menneske som jeg mente var til og
som jeg nødvendigvis måtte træffe, var blit borte for min
tanke, visket ut sammen med andre gale påfund som kom og
gik efter tur; jeg husket ham ikke mere uten som en anelse,
et minde.
Jeg blev mere og mere ædru efterhvert som jeg vandret frem,
følte mig tung og mat og slæpte benene efter mig. Sneen faldt
fremdeles ned i store, våte filler. Tilsist kom jeg ut på Grøn-
land, like ut til kirken hvor jeg satte mig til å hvile på en
bænk. Alle som gikk forbi betragtet mig meget forundret. Jeg
faldt i tanker.
Du gode Gud, hvor det var dårlig fat med mig nu! Jeg var
så inderlig kjed og træt av hele mit elendige liv at jeg fandt
det ikke møien værd å kjæmpe længer for å beholde det.
Motgangen hadde tat overhånd, den hadde været for grov;
jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en skygge av hvad
Jeg engang var. Mine aksler var sunket ned, helt til den ene
side, og jeg var kommet i vane med å lute meget forover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
