Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
vite det, det var ingen som hadde fortalt mig noget derom, det
faldt mig heller ikke vilkårlig ind, jeg sat og så det med mine
egne øine og jeg forstod det straks, til og med i et fortvilet
øieblik hvor jeg sat og regnet med sekstendele. Hvorledes
skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til vinduet og så ut; mit vindu vendte ut mot Vogn-
mandsgaten. Der lekte nogen børn nede på brostenene, fattig
klædte børn midt i den fattige gate; de kastet en tomflaske
imellem sig og skrålte høit. Et flyttelass rullet langsomt forbi
dem; det måtte være en fordreven familje som skiftet bopæl
utenfor flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øieblikkelig. På vog-
nen lå sengklær og møbler, markstukne senger og komoder,
rødmalte stoler med tre ben, matter, jærnskrap, bliktøi. En liten
pike, bare et barn, en rigtig hæslig unge med forkjølet næse,
sat oppe i lasset og holdt sig fast med sine stakkars blå hænder
for ikke å tumle ned. Hun sat på en bundt av rædsomme, våte
madrasser som børn hadde ligget på og så ned på de små som
kastet tomflasken imellem sig....
Alt dette stod jeg og så på og jeg hadde ingen møie med
å forstå alt som foregik. Mens jeg stod der ved vinduet og
iagttok dette hørte jeg også min værtindes pike synge inde i
kjøkkenet like ved siden av mit værelse; jeg kjendte den me-
lodi hun sang, jeg hørte derfor efter om hun skulde synge feil.
Og jeg sa til mig selv at alt dette kunde ikke en idiot ha
gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig som noget menneske.
Pludselig så jeg to av børnene nede i gaten fare op å
skjændes, to smågutter; jeg kjendte den ene, det var min vært-
indes. Jeg åpnet vinduet for å høre hvad de sier til hverandre
og straks stimler en flok børn sammen nedenunder mit vindu
og ser længselsfuldt op. Hvad ventet de på? At noget skulde
bli kastet ut? Tørkede blomster, kjøtben, cigarstumper, en
eller anden ting som de kunde gnage i sig eller more sig med?
De så med blåfrosne ansigter, med uendelig lange øine op mot
mit vindu. Imidlertid fortsætter de to små fiender å skjælde
hverandre ut. Ord som store, klamme udyr myldrer ut av disse
barnemunde, forfærdelige klængenavne, skjøgesprog, matros-
eder som de kanske hadde lært nede ved bryggerne. Og de
er begge to så optat herav at de slet ikke lægger mærke til min
værtinde som løper ut til dem for å få høre hvad som er
påfærde.
Jo, forklarer hendes søn, han tok mig i barken; jeg fik ikke
pusten på en lang stund! Og vendende sig om mot den lille
ugjærningsmand som står og flirer ondskapsfuldt av ham blir
han aldeles rasende og roper: Reis til hete helvede dit kaldæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
