Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
begyndte å gnage mig slemt påny og jeg måtte ha en utvei
ret snart. Med den tanke sovnet jeg atter ind på bænken....
Jeg vaknet av at mennesker talte i min nærhet og da jeg
hadde summet mig litt så jeg at det var lys dag og at alle
folk var kommet på benene. Jeg reiste mig og gik bort. Solen
brøt op over åserne, himlen var hvit og fin, og i min glæde
over den skjønne morgen efter de mange mørke uker glemte
jeg alle sorger og syntes at det mangen gang hadde været værre
for mig. Jeg klappet mig på mit bryst og sang en liten stubb
for mig selv. Min røst lød så dårlig, rigtig medtat lød den,
og jeg rørte mig selv til tårer ved den. Denne pragtfulde dag,
den hvite, lysdrukne himmel virket også altfor stærkt på mig
og jeg stak 1 å gråte høit.
Hvad er det som feiler Dem? spurte en mand.
Jeg svarte ikke, hastet bare bort, skjulende mit ansigt for
alle mennesker.
Jeg kom ned til bryggerne. En stor bark med russisk flag
lå og losset kul; jeg læste dens navn, «Copégoro», på siden.
Det adspredte mig en tidlang å iagtta hvad som foregik om-
bord i dette fremmede skib. Det måtte være næsten utlosset,
det lå allerede med IX fot nakne på stilken trods den ballast
det alt hadde tat ind, og når kulsjauerne stampet henover
dækket med sine tunge støvler drønet det hult i hele skibet.
Solen, lyset, dette salte pust fra havet, hele dette travle og
lystige liv stivet mig op og fik mit blod til å banke levende.
Med en gang faldt det mig ind at jeg kanske kunde gjøre et
par scener på mit drama mens jeg sat her. Og jeg tok mine
blade op av lommen.
Jeg forsøkte å forme en replik i en munks mund, en re-
plik som skulde svulme av kraft og intolerance; men det lyk-
kedes mig ikke. Så sprang jeg over munken og vilde utarbeide
en tale, dommerens tale til tempelskjændersken, og jeg skrev
en halv side på denne tale, hvorpå jeg holdt op. Det vilde
ikke lægge sig det rette klima over mine ord. Travlheten om-
kring mig, heisesangene, gangspillenes støi og den uavbrutte
rasling med jærnbanekjættingerne passet så lite til den luft
av tæt, muggen middelalder som skulde stå som en tåke i mit
drama. Jeg pakket papirerne sammen og reiste mig.
Nu var jeg allikevel kommet velsignet på glid og jeg følte
- klart at jeg kunde utrette noget nu hvis alt gik godt. Bare jeg
hadde et sted å ty till Jeg tænkte efter det, stanset likefrem
op i gaten og tænkte efter, men visste ikke av et eneste stille
sted i hele byen hvor jeg kunde slå mig ned en stund. Det
blev ingen anden utvei, jeg fik gå tilbake til logihuset i Va-
9 — Hamsun: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
