Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
en anden råd når jeg tænkte mig om, når jeg bare anstrængte
mig rigtig meget og tænkte mig om. Her var det ved Gud
ikke nok å tænke bare på almindelig vis, jeg fik tænke så
det gik mig gjennem hele mit menneskeværk efter en utvei
til disse ti kroner. Og jeg satte mig til å tænke svare.
Klokken kunde vel være omkring fire, om et par timer
kunde jeg kanske træffe teaterchefen hvis jeg bare hadde hat
mit drama færdig. Jeg tar manuskriptet op der jeg sitter og
vil med vold og magt få istand de tre fire siste scener; jeg
tænker og sveder og læser over fra begyndelsen, men kommer
ingen vei. Ikke noget pærevæv! sier jeg, ingen stivnakkethet
her! Og jeg skriver løs på mit drama, skriver ned alt som
falder mig ind bare for å bli hurtig færdig og komme avsted.
Jeg vilde indbilde mig selv at jeg hadde et nyt stort øieblik,
jeg løi mig fuld, bedrog mig åpenlyst og skrev væk som om
Jeg ikke behøvet å søke efter ordene. Det er godt! Det er vir-
kelig et fund! hvisket jeg alt imellem; skriv det bare ned!
Tilslut begynder imidlertid mine siste repliker å bli mig
mistænkelige; de stak så stærkt av mot replikerne i de første
scener, desuten hadde det slet ikke lagt sig nogen middelalder
i munkens ord. Jeg knækker min blyant mellem mine tænder,
springer op, river mit manuskript istykker, river hvert blad
istykker, kaster min hat på gaten og tramper på den. Jeg er for-
tapt! hvisker jeg for mig selv; mine damer og herrer, jeg er
fortapt! Og jeg sier ikke andet end disse ord sålænge jeg står
der og tramper på min hat.
En politibetjent står nogen få skridt borte og iagttar mig;
han står midt ute i gaten og lægger ikke mærke til noget andet
end mig. Idet jeg slår hodet op møtes vore øine; han hadde
kanske ståt der i længere tid og bare set på mig. Jeg tar min
hat op, sætter den på og går bort til manden.
Vet De hvormange klokken er? spør jeg.
Han venter en stund inden han haler sit ur frem og tar
ikke sine øine bort fra mig imens.
Vel fire, svarer han.
Akkurat! sier jeg; vel fire, fuldkommen rigtig! De kan Deres
ting, hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.
Dermed forlot jeg ham. Han blev til det ytterste forbauset
over mig, stod og så efter mig med åpen mund og holdt endnu
uret i hånden. Da jeg var kommet utenfor Royal vendte jeg
mig om og så tilbake: endda stod han i samme stilling og
fulgte mig med øinene.
Hehe, således skulde man behandle dyrene! Med den mest
utvalgte uforskammethet! Det imponerte dyrene, satte skræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
