Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Fjerde stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
i dyrene.... Jeg var særdeles tilfreds med mig selv og gav
mig atter til å synge en stubb. Anspændt av ophidselse, uten
å føle nogen smærte mere, uten endog å kjende noget ube-
hag av nogen sort, gik jeg let som en fjær bortover hele Tor-
vet, dreiet op ved basarerne og slog mig ned på en bænk ved
Vor Frelsers.
Kunde det ikke også være temmelig likegyldig enten jeg
sendte den tikrone tilbake eller ei! Når jeg hadde fåt den så
var den min, og det var visselig ikke nød der den kom fra.
Jeg måtte jo dog ta imot den når den uttrykkelig blev sendt
til mig; det var ingen mening i å la bybudet beholde den. Heller
ikke gik det an å sende tilbake en helt anden tikrone end den
jeg hadde fåt. Så det var intet å gjøre ved det.
Jeg forsøkte å se på færdselen omkring på Torvet foran
mig og sysselsætte min tanke med likegyldige ting; men det
lykkedes mig ikke og jeg beskjæftiget mig stadig med tikronen.
Tilsist knyttet jeg hænderne og blev sint. Det vilde såre hende,
sa jeg, hvis jeg sendte den tilbake; hvorfor skulde jeg da gjøre
det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til alt mulig,
ryste hovent på hodet og si nei tak. Nu så jeg hvad det førte
til; jeg stod atter på bar gate. Selv når jeg hadde den bedste
leilighet til det beholdt jeg ikke mit gode, varme logi; jeg
blev stolt, sprang op ved det første ord og var kar for min
hat, betalte tikroner tilhøire og tilvenstre og gik min vei ....
Jeg gik skarpt i rette med mig selv fordi jeg hadde forlatt mit
logi og atter bragt mig i omstændighet.
Forresten gav jeg den lysegule fan altsammen! Jeg hadde
ikke bedt om den tikrone og jeg hadde næsten ikke hat den
mellem hænderne engang, men git den bort straks, betalt den
ut til vild fremmede mennesker som jeg aldrig vilde få se
igjen. Den slags mand var jeg, betalte altid til siste hvit når
det gjaldt noget. Kjendte jeg Ylajali ret så angret hun heller
ikke på at hun hadde sendt mig de penger, hvad sat jeg da
og huserte for? Det var likefrem det minste hun kunde gjøre
å sende mig en tikrone nu og da. Den stakkars pike var jo
forelsket i mig, he, kanske dødelig forelsket i mig endogså ....
Og jeg sat og blæret mig dygtig for mig selv ved denne tanke.
Det var ingen tvil om at hun var forelsket i mig, den stakkars
pikel ..-.
Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange
nervøse ophidselse og begyndte påny å føle den tomme su-
sen i mit hode. Jeg stirret ret frem, holdt øinene stive og så
ut fra mig bortimot Elefantapoteket. Sulten raset rigtig stærkt
i mig da og jeg led meget. Mens jeg sitter således og ser ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
