Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
Hugo — har De sans for det komiske? Baron Lesdain talte en
dag med Victor Hugo. I samtalens løp spurte den intrikate
baron Lesdain: Hvem er efter Deres mening Frankrikes største
dikter? — Victor Hugo gren og bet sig i læben og sa endelig:
Alfred de Musset er den næststørste! Hehehe. Men De har kan-
ske ikke sans for det komiske? Vet De hvad Victor Hugo gjorde
i 1870? Han skrev en proklamation til jordens beboere hvori han
på det strængeste forbydde de tyske tropper å beleire og bom-
bardere Paris. Jeg har både dattersønner og anden familje her,
jeg ønsker ikke å se dem rammet av granater, sa Victor Hugo.
Nu skal du se, jeg har ingen sko endnu. Hvor blir Sara av
med skoene? Klokken er snart elleve og hun har endnu ikke
været her med skoene.
Altså citerer vi en geograf ....
Det er forresten en deilig figur på den Sara. Hofterne skjælver
når hun går, det er akkurat likesom lænderne på en rigtig
smældfet hoppe. Det er aldeles storartet. Gad vite om hun har
været gift i sit liv? Ialfald hviner hun ikke ret meget om man
dikker hende i siden og hun sætter benene nok ut til hvadsom-
helst .... Nei jeg har set et ægteskap i mine dager, så å si
overværet det til og med. Hm. Mine herrer og damer, det var
en søndags kvæld på en jærnbanestation i Sverige, på Kungs-
backa jærnbanestation. Men jeg må be Dem huske godt på at
det var en søndags kvæld. Hun hadde store, hvite hænder, han
en splinterny kadetuniform og endnu intet skjæg, så ung var
han. De kjørte sammen fra Göteborg, og ung var hun også, de
var rene børn begge to. Jeg sat og så på dem bak min avis; de
var aldeles hjælpeløse fordi jeg sat der; de så på hverandre hele
tiden. Piken hadde blanke øine og kunde ikke sitte stille på
sætet. Pludselig piper toget for Kungsbacka; han finder fat
i hendes hånd, de forstod hverandre, og såsnart toget stanset
hoppet de skyndsomt av begge to. Nu løper hun bortimot «För
quinnor», han skridter efter hende, like efter hende, — ved
Gud han tar feil, han går ind på «För quinnor» han også! Og
de lukker hastig døren i efter sig. I det samme smælder kirke-
klokken i å ringe oppe i byen fordi det var søndags kvæld.
Under fuld klokkeringing var de derinde; tre minutter, fire
minutter, fem minutter går; hvor blir de av? De er der endnu
og kirkeklokken ringer, Gud Fader vet om de ikke kommer
forsent! Så åpner han endelig døren og kikker ut. Han var bar-
hodet, hun står netop bak ham og sætter hans lue på og han
vender sig om mot hende og smiler. Så gjør han et spring ned-
over trappen, hun kommer efter, endnu puslende med sin dragt,
og da de nådde toget og indtok sine plasser hadde ikke en sjæl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
