Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
Træk nu også dine andre klær av, hvisket hun igjen.
Jeg trak dem av og gav hende dem.
Godnat! sa hun.
Jeg holdt hende tilbake og bad hende bli: Vent litt, gå ikke.
Nu vet jeg hvorfor du lot mig ta skoene av dernede; jeg skal
være så stille, din far har ikke hørt mig — kom!
Men hun kom ikke.
Godnat! sa hun igjen og gikk ....
Pause. Dagny var blit blussende rød, hendes bryst steg og sank
hurtig, hendes næsebor bævet. Hun spurte hurtig:
Gik hun?
Pause.
Nu skifter min nat og blir som et feæventyr, en rosenrød
erindring. Tænk Dem en lys, lys nat .... Jeg var alene; mørket
omkring mig var tungt og tykt som fløiel. Jeg var træt, jeg skalv
i knærne, jeg var også litt fortumlet. Den kjæltring av en sinds-
syk som hadde ført mig i ring i flere timer i vått græs, ledt mig
som et stykke kvæg, bare med sit blik og sit Kom, Kom! Næste
gang river jeg lykten fra ham og knuser hans flab med den!
Jeg var dygtig forbitret, tændte i sinne en cigar og gik tilsengs.
Jeg lå en liten stund og så på gloen i min cigar, så hører jeg
porten slås i nedenunder og alt blir stille.
Ti minutter gik. Læg mærke til: jeg ligger klar våken på en
seng og røker en cigar. Med en gang fyldes hvælvingen av en
susen som om ventiler åpnes allevegne oppe i taket. Jeg reiser
mig på albuen og later min cigar gå ut, stirrer omkring mig i
mørket og kan intet opdage. Jeg lægger mig ned igjen og lytter
og jeg synes å høre fjærne lyder, et vidunderlig tusenstemmig
spil et sted utenom mig, dypt oppe under himlen kanske, men
tusenstemmig og sagte. Dette spil lyder idelig og kommer nær-
mere og nærmere og tilsist bølger det ovenover mig, over tårnets
tak. Jeg lægger mig atter på albuen. Nu oplever jeg noget som
endnu den dag idag beruser mig med en sælsom, overnaturlig
nydelse når jeg tænker på det: En strøm av bitte små blændende
væsener bryter pludselig ned til mig; de er aldeles hvite, det er
engler, myriader av småengler, som strømmer ned fra oven som
en skrå mur av lys. De fylder hvælvingen, det er kanske en
million av dem, de driver om i bølger fra gulv til tak og de
synger, de synger, og de er aldeles nakne og hvite. Mit hjerte
blir stille, det er engler overalt, jeg lytter og hører deres sang, de
streifer mine øienlåk og sætter sig i mit hår og hele hvælvingen
fyldes av duften fra deres små gapende munde.
Jeg ligger der på albuen og rækker min hånd ut til dem og
det sætter sig også nogen på den; de ser ut på min hånd som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
