Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2109
en skjælvende syvstjærne. Men jeg luter mig forover og ser ind
i deres øine og jeg ser at disse øine er blinde. Jeg slipper de syv
blinde og fanger syv andre ind, og også disse er blinde. Ak,
allesammen var blinde, — hele tårnet var fuldt av blinde engler
som sang.
Jeg rørte mig ikke, jeg tapte næsten pusten da jeg så dette,
og for disse blinde øines skyld gled en sår veklang gjennem min
| sjæl.
Et minut gik. Jeg ligger og lytter og jeg hører et tungt, grovt
slag et sted langt borte, jeg hører det så grusomt vel, det tordnet
endnu længe efter: det var atter byens tårnur som slog. Det
slog ett.
Og med en gang tidde englenes sang. Jeg så dem ordne sig
igjen og flyve bort, de stimet op mot taket, trængte på for å
komme avsted, stod som en skrå mur av idel lys og allesammen
så på mig da de reiste. Den siste vendte sig om og så endnu
en gang på mig med sine blinde øine før den forsvandt.
Dette er min siste erindring, denne ene engel som vendte sig
om og så på mig skjønt den var blind. Så blev alt mørkt. Jeg
faldt tilbake i sengen og sovnet ....
Da jeg våknet var det lys dag. Jeg var fremdeles alene i hvælv-
ingen. Mine klær lå foran mig på gulvet. Jeg følte på dem, de
var litt våte endnu, men jeg tok dem allikevel på. Så går døren
op og piken fra kvælden forut viser sig igjen.
Hun kommer like bort til mig og jeg sier:
Hvor kommer du fra? hvor var du henne inat?
Dér oppe, svarer hun og peker op til tårnets tak.
Har du ikke sovet?
Nei jeg har ikke sovet. Jeg har våket.
Men hørte du ikke musik inat? spurte jeg. Jeg har hørt en
usigelig musik.
Og hun svarte:
Jo det var mig som spilte og sang.
Var det dig? Si mig, barn, om det var dig?
Det var mig.
Hun rakte mig hånden og sa: Men kom nu, jeg skal følge dig
å vei.
P Og vi gik ut av tårnet og hånd i hånd ut i skogen. Solen
skinnet på hendes gyldne hår og hendes sorte øine var herlige.
Jeg tok hende i mine armer og kysset hendes pande to ganger,
derpå faldt jeg på knæ for hende. Hun løste med skjælvende
hænder et sort bånd av sig og knyttet det om mit ene håndledd;
men mens hun gjorde dette gråt hun og var bevæget. Jeg spurte:
Hvorfor gråter du? Forlat mig hvis jeg har gjort dig ondt!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
