Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
kjendes på os som lysets børn at natten den nu er omme! —
Men hvis han snakket formeget så kunde han kanske heller
vise hende et lite kunststykke med et strå og en kvist, hvorved
strået blev stærkere end kvisten. Alt vilde han gjøre for hende
+++ Se der, lat mig bare peke på den minste ting som gjør
indtryk på mig, den enlige enerklynge derborte. Den formelig
bøier sig imot os og ser god ut. Og fra furu til furu spænder
edderkoppen sine væver; de likner slikt noget mærkelig kine-
sisk arbeide, likner sole, spundet av vand. De fryser vel ikke?
Jeg er sikker på at det danser varme, leende alfejænter om os
nu; men jeg vil allikevel tænde op en nying hvis De fryser ....
Det falder mig netop ind: var det ikke her i nærheten Karlsen
blev fundet?
Var dette betaling for det rap hun gav ham? Han så ut til
hvadsomhelst.
Hun for op med et uttryk av uvilje og svarte:
Lat ham være, jeg ber Dem. Har man hørt maken!
Undskyld! sa han straks og bøiet av. Man sier bare at han var
så indtat i Dem, — og det kan jeg ikke fortænke ham i ...
Indtat i mig? Sier man ikke også at han dræpte sig for min
skyld, med min pennekniv? Nei nu må vi gå.
Hun reiste sig. Hun hadde talt let bedrøvet, uten forlegenhet
og uten forstillelse. Han blev ytterst forbauset. Hun var vi-
tende om at hun endog hadde drevet en av sine tilbedere i
døden og hun gjorde intet videre ved det, spottet ikke over det,
men utnyttet det heller ikke til fordel for sig, omtalte det bare
som en beklagelig begivenhet og lot det så ligge. De lange, lyse
nakkehår faldt utover kjolekraven og hendes kind hadde en
varm, frisk farve hvorover lå en dunkelhet av dugg fra natten.
Når hun gik vugget hun ganske lite i de høie hofter.
De var kommet ut av skogen, en lys åpning lå foran dem,
en hund gjødde og Nagel sa:
Der er præstegården allerede. Hvor der ser hyggelig ut, disse
store, hvite bygninger med haven og hundehuset og flagstangen
midt i tykkeste skogen. Tror De ikke, frøken, at De allikevel
kommer til å længes hit igjen når De nu reiser engang, jeg
mener når De gifter Dem? Ja det kommer jo an på hvor De
skal bo.
Det har jeg ikke tænkt på endda, svarte hun. Og hun la til:
Den dag den sorg.
Den dag den glæde! sa han
Pause. Hun gik visst og tenkte på hans ord.
Hør, sa hun, De må ikke gå og forundre Dem over at jeg nu
har vandret ute så sent på natten; vil De vel? Vi pleier å gjøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
