Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
farkost for østerlændingen. Hadde hun set en slik jægt? Ikke?
Den så ut som om den hadde kjøn, som om den var et stort
hundyr, utbulnet av unger i buken og flat i enden, som om den
kunde sætte sig. Dens næse står tilveirs som et horn som kunde
nedkalde fire vinde .... Nei vi lever for langt mot nord. Nå,
dette skulde bare i al beskedenhet være en agronoms mening
om et geografisk fænomen.
Så var hun vel gåt træt av al hans snak, hendes blå øine
syntes å gjøre litt nar av ham og hun spurte:
Hvormange er klokken blit?
Klokken? sa han åndsfraværende, klokken er vel ett. Det er
tidlig på natten, klokken er ingenting.
Pause.
Hvad synes De om Tolstoj? spurte hun.
Jeg synes ikke om ham, svarte han straks og hoppet like på.
Jeg synes om Anna Karenina og Krig og fred og ....
Da spurte hun smilende:
Og hvad er Deres mening om den evige fred?
Det var et godt rap. Han skiftet uttryk og blev forvirret.
Hvad mener De? .... Jaså, jeg har kjedet Dem ihjæl.
Jeg forsikrer Dem, det faldt mig bare ind, sa hun hastig og
blev rød. De må ikke ta det ilde op. Saken er: vi skal få en
basar istand, en aftenunderholdning til indtægt for forsvars-
væsenet. Det var bare dette som løp mig gjennem hodet i det
samme.
Pause. Pludselig ser han op på hende og hans øine stråler.
Jeg er glad i kvæld, skal jeg si Dem, og derfor har jeg kanske
sludret formeget. Jeg er glad for alt, først og fremst fordi jeg
går her sammen med Dem; men dernæst er jeg også glad fordi
jeg synes at denne nat er den skjønneste jeg har levet. Jeg be-
griper det ikke. Det er som om jeg var en del av denne skog
eller denne mark, en gren på en furu eller en sten, gjærne en
sten også, men en sten som var gjennemtrængt av al denne fine
duft og fred som omgir os. Se derborte, nu lysner det; det står
en strime av sølv.
De så begge mot den hvite strime.
Jeg er også glad i kvæld, sa hun.
Og dette sa hun uten å være nødt dertil, av fri vilje, umiddel-
bart, som om det var hende en glæde å si det. Nagel så hende
opmærksomt ind i ansigtet og fik vand på sin mølle igjen. Ner-
vøst, impulsivt begyndte han å lægge ut om St. Hans-natten,
at skogen stod og vugget og suset, vugget og suset, at den gry-
ende dag derborte gjorde en forandring med ham, bragte andre
magter til herredømmet i hans indre. Grundtvig synger: Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
