Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
la være å anstrænge sig; derfor stritter man også imot til det
siste. Men når det absolut ikke hjælper! Så mange, mange ting
man kan uttænke når man sitter ved vinduet i sit værelse en
nat igjennem og ikke får sove. Man holder en bok i hånden,
men man læser ikke; man biter atter og atter tænderne sammen
og læser tre linjer, så kan man ikke mere, og man lukker boken
igjen med en hoderysten. Hjærtet slår vildt, man hvisker stumt
hemmelige, søte ord frem for sig, kalder på et navn og kysser
det i sin tanke. Og klokken blir to, fire, seks; så vil man ha en
ende på det og man beslutter sig til at næste gang man får en
leilighet til det våger man spranget og tilstår det hele .... Hvis
jeg torde be Dem om noget nu så vilde jeg be Dem om å tie
stille. Jeg elsker Dem, men ti stille, ti stille. Vent i tre minutter.
Hun hadde hørt på ham aldeles bestyrtet og ikke fremført et
eneste ord til svar. De stod fremdeles stille.
Nei, De må være gal! sa hun og rystet på hodet. Og bedrøvet
og blek, så endog hendes øine syntes blålige som is, la hun til:
De vet at jeg allerede er forlovet, De husker det og går ut fra
det, og allikevel ....
Javel vet jeg det! Kunde jeg glemme hans ansigt og hans
uniform? Han er jo en vakker mand og det er ikke det at jeg
finder nogen feil ved ham, men jeg kunde godt ønske ham død
og borte. Hvad nytter det at jeg har sagt til mig selv hundrede
ganger: der kommer du ingen vei. Jeg later heller være å
tænke på denne umulighet og så sier jeg til mig selv: joda jeg
kan nok komme nogen vei, det kan hænde så mangt, det er
endnu håp .... Og ikke sandt, det er håp?
Nei, nei, gjør mig ikke aldeles fortvilet! ropte hun. Hvad vil
De ha mig til? Hvad tænker De på? Mener De at jeg skal
+++ Herregud, lat os nu ikke tale mere om dette, så er De snil.
Gå så! Nu har De ødelagt alt bare ved nogen få dumme ord,
endog alle vore samtaler har De spoleret, og nu kan vi ikke
træffes mere. Hvorfor gjorde De det? Nei hvis jeg hadde visst
så galt! Ja ja, gjør nu ikke mere av det, jeg ber Dem både for
Deres egen og for min skyld. De forstår da godt at jeg ikke
kan være noget for Dem; jeg begriper ikke hvorledes De nogen-
sinde har kunnet tænke det. Så lat det nu ikke vare længer.
De må gå hjem og forsøke å ta det med tål. Herregud, det
gjør mig oprigtig ondt for Dem også; men jeg kan ikke handle
anderledes.
Men skal det være farvel idag? Står jeg her og ser Dem for
siste gang? Nei nei, hører Del Jeg lover å være rolig, å tale
om hvadsomhelst andet, kun aldrig mere om dette, så skal vi
træffes? Når jeg altså er ganske rolig? Det kan være engang
17 — Hamsun: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
