Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
Doktoren tok glasset, så på det, rystet det nogen ganger og sa:
Det er nok, mere end nok .... Jeg burde altså egentlig ta
dette glas fra Dem da; men når De ikke har mot så ....
Nei jeg har ikke mot.
Pause. Nagel stak atter glasset tilbake i vestelommen. Dok-
toren sank mere og mere sammen, drak av sit glas, så sig om
med døde øine og spyttet bortover gulvet. Pludselig ropte han
over til adjunkten:
Hei, hvor langt er du kommet, Holtan? Kan du få til «ide-
associationer» endda? For det kan ikke jeg længer. Godnat!
Adjunkten åpnet øinene, strakte sig litt, reiste sig og gik
bort til vinduet hvor han blev stående og se ut. Da passiaren
begyndte påny nyttet han leiligheten til å komme sig væk; han
snikte sig ubemærket langs væggen, fik døren åpen og smatt ut
før nogen hadde lagt mærke til det. Således pleiet adjunkt
Holtan altid å gå bort fra et selskap.
Minutten reiste sig også og vilde avsted; men da han blev
bedt om å være endnu en liten stund satte han sig igjen. Sak-
fører Hansen sov. De tre som endnu var ædru, student Øien,
Minutten og Nagel begyndte derpå å tale om litteratur. Dok-
toren hørte på med bare halvt åpne øine og uten længer å si
et ord. Litt efter sov også han.
Studenten var meget belæst og holdt på Maupassant: man
måtte si at Maupassant hadde trængt inderst ind i kvindens
hemmeligheter, og han var uopnådd som kjærlighetens dikter.
For en dristighet i å skildre, for et vidunderlig kjendskap til
menneskehjærtet! Men Nagel svarte latterlig opfarende, slog i
bordet, skrøt, angrep forfattere i flæng, gjorde næsten aldeles
rent bord og skånet bare nogen få fra døden. Hans bryst syntes
å bølge ganske ærlig under al denne hæftighet og han hadde
skum om munden:
Dikterne! Hehe, jo man måtte si at de hadde trængt inderst
ind i menneskehjærtet! Hvad var dikterne, disse skittvigtige
væsener som hadde forståt å slå til sig slik magt i det moderne
liv, hvad var de? Jo utslæt, skabb på samfundslegemet, hovne
og irritable skjægfinner, som man måtte behandle bløtt, ta på
med varsomhet og pietet, ellers slog de sig gale, for de tålte
ikke hård behandling! Joda, dikterne måtte man absolut gjøre
væsen av, især av de dummeste, de minst menneskelig utvik-
lede, tuftekallerne; for ellers furtet de sig utenlands! Hehe,
utenlands, ja! Å du gode Gud for en kostelig komedie! Og var
det en dikter, en virkelig åndberuset sanger med toner i brys-
tet, så kunde man be fan ta sig på at han blev stillet langt
bakenfor en grov, bokforfattende professionist som Maupassant.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
