Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277
En mand som hadde skrevet meget om kjærlighet og vist at han
kunde få bøker fra hånden; jo, ret skal være ret! Ak, en liten
blank tindrende stjærne, en virkelig dikter så langt han rak,
Alfred de Musset, hos hvem kjærligheten ikke er en brunstig
rutine, men en fin og fyrig forårstone i hans menneske, og hos
hvem ordene formelig blusser i linjerne, denne dikter har kan-
ske ikke halvdelen så mange beseglede på sin side som små
Maupassant med hans overordentlig grove og sjælløse lægge-
pest...
P Nagel gik over alle grænser. Han fandt også leilighet til å
kaste sig over Victor Hugo og gav forøvrig de største verdens-
forfattere fan med fett på. Om han måtte få lov til å komme
med en eneste liten prøve på en slik verdensforfatters hule
poetiske bulder? Giv agt: «Gid dit stål var så skarpt som dit
siste nei!» Hvad syntes man, klang det ikke godt. Hvad syntes
hr. Grøgaard?
Nagel så i det samme på Minutten med et gjennemborende
blik. Han vedblev å stirre på ham og han gjentok endnu en
gang, stadig med øinene fæstede på Minuttens ansigt, denne
våsete linje. Minutten svarte ikke, hans blå øine åpnet sig ganske
forfærdede og han drak i sin forvirring en stor slurk av sit glas.
De nævnte Ibsen, vedblev Nagel fremdeles like ophidset og
uten at Ibsens navn var blit nævnt. Efter hans mening var det
bare én dikter i Norge, og det var ikke Ibsen. Nei det var det
ikke. Man talte om Ibsen som tænker; var det ikke bedst å
skjælne litt mellem populært ræsonnement og virkelig tænk-
ning? Man talte om Ibsens berømmelse, slog os om ørene med
hans mot; var det ikke bedst å skjælne litt mellem det teoretiske
og det praktiske mot, mellem den uegennyttige, hensynsløse re-
volutionstrang og den huslige oprørsdristighet? Det ene stråler
i livet, det andre forbløffer i teatret. Den norske forfatter som
ikke pustet sig op og førte en knappenål som en lanse var
jo ikke en norsk forfatter; en eller anden grindstolpe måtte man
finde å aksle sig imot, ellers blev man ikke betragtet som en
motig maur. Ja det var virkelig såre fornøielig å se til på fra-
stand. Det var nemlig en slagtummel og et mandemot som i en
Napoleonsk træfning, men en fare og en risiko som i en fransk
duel. Hehehe .... Nei en mand som vilde revoltere han fik ikke
være et lite skrivende kuriosum, et blot og bart litterært begrep
for tyskere, men et sprællende, virkende menneske i livets tum-
mel. Ibsens revolutionsmot skulde såvisst aldrig føre sin mand
ut på tynd is; dette med torpedoen under arken var en stakkars
departementsteori, sammenlignet med den levende og blussende
bedrift. Nå, forresten var kanske det ene like så godt som det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
