Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
endnu en gang at alt var skjær humbug, forlot hendes venlige
følelser hende med ett. Hun sa skarpt:
De lot nogen hentydninger falde om fru Stenersen som ikke
hadde behøvet å være halvt så drøie for å være lave. Minutten,
en stakkars krøpling, slog De Dem også til ridder på. Det var
virkelig så dårlig gjort, så simpelt gjort!
Hun begyndte igjen å gå og han fulgte med. Han svarte
ikke, han gik med bøiet hode. Det rykket nogen ganger i hans
aksler og hun så til sin overraskelse at et par store tårer rullet
nedover hans ansigt. Han vendte sig bort og plystret til en
småfugl for å skjule det.
De gik i to minutter uten å si noget. Hun var rørt og angret
bitterlig sine hårde ord. Kanske hadde han atpå kjøpet ret
i det han sa; hvad visste hun? Gud vet om ikke dette menneske
hadde set mere i uker end hun i år.
De gik fremdeles tause. Han var igjen fuldkommen rolig og
lekte likegyldig med sit lommetørklæ. Om nogen minutter vilde
de se præstegården.
Da sa hun:
Er Deres hånd meget sår? Må jeg se!
Enten det nu var for å gjøre ham en glæde dermed eller
hun for et øieblik virkelig gav efter for ham, — hun sa dette
med en inderlig, næsten bevæget røst; hun stanset også op.
Nu løp al hans lidenskap over. I denne stund da hun stod
ham så nær, med hodet lutende over hans hånd så han følte
duften av hendes hår og hals, og ikke et ord blev talt, steg hans
kjærlighet til galskap, til vanvid. Han trykket hende til sig
først med den ene arm, og derpå, da hun stridde imot, også
med den andre arm, klemte hende varmt og længe ind til sit
bryst og løftet hende næsten op fra jorden. Han følte at hendes
ryg bugnet og at hun gav tapt. Tung og deilig hvilte hun i hans
favn og hendes øine så halvt slørede op i hans. Han talte til
hende, sa at hun var herlig, herlig, og at hun til hans livs ende
vilde bli hans kjærlighets kjærlighet. En mand var før gåt i
døden for hende, ja det vilde også han gjøre, på det minste
vink, et ord. Å hvor han elsket hende! Og han vedblev å si gang
efter gang mens han trykket hende ømmere og ømmere ind til
sig: Jeg elsker dig, jeg elsker dig!
Hun gjorde ingen motstand mere, hendes hode hældet litt
over i hans venstre arm og han kysset hende brændende, med
korte mellemrum, kun avbrutt av de ømmeste ord. Han mær-
ket tydelig at hun selv klynget sig til ham og når han kysset
hende lukket hun øinene endda mere til.
Møt mig imorgen ved træet, du husker træet, aspetræet. Møt
19 — Hamsun: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
