Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
303
skulde bli de siste, de aller allersiste; hun skulde aldrig få
grund til å tilgi ham noget mere. Han talte lavt, sa de ord som
skulde sies og stanset.
Hun hørte på ham, så endog på ham, og da han var færdig
sa hun:
Jeg vet næsten ikke længer hvad De taler om, jeg har glemt
det, jeg vil glemme det.
Dermed gik hun. Hun hadde set meget likegyldig på ham.
Folk summet allevegne, man hørte klirren av kopper og
glas, lyden av korker, latter, rop, og inde fra salen byens horn-
musikbande som blåste så overmåte dårlig ....
Da frøken Andresen og Martha kom ind fulgte også Minut-
ten med; de satte sig alle ved Nagels bord hvor de blev sittende
et kvarter. Frøken Andresen bragte nu og da et bræt rundt til
folk som ropte på kaffe; tilsist blev hun helt borte, hun fik
formeget å bestille.
Nu fulgte de forskjellige numre på programmet: en kvartet
sang, student Øien deklamerte med stærk røst et dikt av sig
selv, to damer spilte piano og organisten gav sin første violin-
solo. Stadig sat Dagny der med de to herrer. Endelig kom
det bud efter Minutten, han måtte løpe ærender, det måtte
skaffes flere glas, flere kopper, mere smørogbrød, alt var for
knapt beregnet til denne menneskemasse, til denne lillebys
menneskemasse.
Da Nagel blev alene med Martha reiste også hun sig og
vilde gå. Hun kunde ikke bli sittende der alene, hun hadde
allerede set fuldmægtigen gjøre sine bemærkninger og at frøken
Kielland hadde ledd derav. Nei det var bedst at hun gik.
Men Nagel overtalte hende til ialfald å drikke et lite glas
til. Martha var klædt i sort; den nye kjole sat smukt, men
klædte henne ikke, den gjorde den sært utseende pike ældre og
stak formeget av mot hendes hvite hår. Bare øinene ulmet
stærkt, og når hun lo blev dette fyrige ansigt ganske spil-
levende.
Han sa:
Og morer De Dem så? Har De det bra iaften?
Ja tak! svarte hun, jeg har det godt.
Han underholdt sig med hende uten stans, læmpet sig efter
. hende, fandt på å fortælle hende en skrøne som hun lo meget
av, det var historien om hvorledes han var kommet i besid-
delse av en av sine dyreste kubjælder. En skat, en uvurderlig
antikvitet! Det var et kunavn gravet ind på den, kuen hette
endda Øystein så det måtte bestemt ha været en okse ....
Her begyndte hun med en gang å le. Hun glemte sig selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
