Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
313
hvad skulde man så ha å glæde sig ved når dagene blev lange?
En anden sak var det hvis det bare var tale om å prøve den et
øieblik, gjøre et strøk eller to ....
Nei Nagel vilde ikke prøve den.
Men organisten hadde nu allikevel tat instrumentet helt ut
av kassen, og mens de to turnerne gjorde sine siste spring og
publikum klappet rundt om i salen vedblev han å tale om den
mærkelige violin som hadde gåt i arv i tre ledd. Den var let
som en fjær, kjend selv, De må gjærne holde den ....
Og Nagel syntes også at den var let som en fjær. Men da
han nu engang hadde fåt violinen i hænderne gir han sig til
å vende den rundt og fingre ved strængene. Han tok en halv
kjendermine på og sa: Det er en Mittelwalder, ser jeg. Men
dette at det var en Mittelwalder var ikke vanskelig å se efter-
som det stod på en trykt plakat på violinens bund; hvortil
da denne kjendermine? Da turnerne var borte og ingen klap-
per mere reiser han sig også op; han sier ikke noget, ikke et
ord, men rækker derpå hånden ut efter buen. I næste øieblik,
mens alle var ifærd med å reise sig fra sine plasser og forlate
salen, mens alt var larm og høirøstet passiar, begynder han
pludselig å spille og får det litt efter litt stille overalt. Dette
lille bredskuldrete mandfolk som dukket op i en skrikende
gul påklædning midt nede i salen slog alle med forbauselse.
Og hvad spilte han? En vise, en barcarole, en dans, en ungarsk
dans av Brahms, et lidenskapelig potpourri, et spil med en rå
og svulmende tone som trængte alle steder hen. Han la hodet
helt på siden, alt så næsten mystisk ut, hans pludselige frem-
træden utenfor programmet og midt nede i salen hvor det var
temmelig mørkt, hans avstikkende ydre, denne vilde finger-
færdighet som forvirret alle mennesker og bragte dem forestil-
lingen om en trollmand. Han holdt ved i flere minutter og
stadig sat publikum urørlig på sin plass; han slog over i en
tung, uhyre patos, et fortespil av fanfareagtig kraft, han stod
ganske stille, bare hans arm gik, og han holdt hodet stadig på
siden. Da han var dukket så uformodet op og hadde over-
rumplet endog basarens bestyrelse tok han virkelig også disse
jævne bysbørn og bønder med storm; de kunde ikke fatte det,
i deres øine blev dette spil så meget bedre end det var, bedre
end alt, så utmærket tok det sig ut, skjønt han spilte med
skjødesløs hæftighet. Men efter fire fem minutters forløp
gjorde han pludselig nogen gruelige strøk, et desperat hyl, en
jammerlyd så umulig, så oprørende at ingen visste længer
hvor det bar hen; tre fire strøk gjorde han av denne sort og holdt
med en gang op. Han tok violinen ned fra haken og stanset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
