Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
Det gik et helt minut før folk summet sig; endelig begyndte
de å klappe vildt og vedholdende, man ropte også bravo og
steg op på sæterne og ropte bravo. Organisten mottok sin
violin med et dypt bukk, følte på den og la den varlig ned;
derpå tok han Nagels hånd og takket ham flere ganger. Alt
var støi og sus, doktor Stenersen kom hæseblæsende tilstede,
grep Nagel i armen og utbrøt:
Men Guds død, mand, De spiller jo allikevel .... allikevel!
Frøken Andresen som sat ham nærmest så endnu med den
største forundring på ham og sa:
De fortalte jo at De ikke kunde spille?
Det kan jeg heller ikke, svarte han, ikke meget, ikke å tale
om, og jeg tilstår det likefrem. Hvis De visste hvor det var
forlorent, hvor det var lite ægte! Men ikke sandt, det så uhyre
ægte ut av mig? Hehehe, jo man skal forbause verden, man
skal ikke genere sig! .... Skal vi ikke gå ind til vore glas
igjen? Vil De be frøken Gude om å følge med!
Og de gik igjen ind i sideværelset. Alle folk var endnu optat
av dette hemmelighetsfulde menneske som hadde forbauset
dem så; selv fuldmægtig Reinert stanset virkelig et øieblik og
sa til ham i forbigående:
Jeg takker Dem, De var så venlig å indby mig til et ung-
karslag hos Dem en kvæld. Jeg kunde ikke komme, jeg var
optat; men jeg takker Dem så meget, det var svært elskværdig.
Men hvorfor gjorde De da de grusomme strøk tilslut? sa
frøken Andresen.
Ja det vet jeg ikke, svarte Nagel; men slik blev det nu. Jeg
vilde træde en djævel på halen.
Doktor Stenersen kom igjen bort til ham og sa atter en kom-
pliment, og atter svarte Nagel at hans spil var komedie og
humbug, fuldt av simpel effekt; man skulde bare vite hvor
lite godt det var! De dobbelte fingersætninger var falske, jo de
allerfleste var en smule falske, han hørte det selv, men kunde
ikke gjøre det bedre, han hadde været ute av øvelse så længe.
Det kom flere og flere om bordet, de sat til siste minut, folk
strømmet ut, man begyndte allerede å slukke lysene i salen
før de reiste sig. Klokken var halv tre.
Nagel lænet sig over mot Martha og hvisket:
Ikke sandt, jeg må nok følge Dem hjem? Jeg vil si Dem noget.
Han betalte skyndsomt sin regning, sa godnat til frøken
Andresen og fulgte Martha ut. Hun hadde intet overtøi, bare
en paraply, som hun søkte å skjule fordi den var så hullet. Da de
gik ut av døren la Nagel mærke til at Minutten så efter dem
med et langt, smærtelig blik. Hans ansigt var usædvanlig skjevt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
