Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mysterier (1892) - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
betaler ved disken og forlanger straks et værelse. Hun hadde
leveret alle sine penger.
Hun går og jeg følger efter. Vi spaserer atter gjennem en
lang gang, det er numererte værelser på begge sider, og i et
av disse værelser glider kvinden ind og slår døren i. Jeg venter
en stund, hun kommer ikke tilbake; jeg rykker litt i døren,
den er stængt.
Så går jeg ind i sideværelset og gir mig til å vente. Der
er en rød divan og et ringeapparat, værelset oplyses av en
lampe som er stukket ind i væggen. Jeg lægger mig på diva-
nen, tiden blir lang og jeg kjeder mig. For å gjøre noget trykker
jeg på knappen og ringer. Jeg vil ingenting, men jeg ringer.
En kinesergut kommer, ser på mig og forsvinder igjen. Det
går nogen minutter. Kom, lat mig se dig en gang til! sier jeg
for å fordrive tiden; hvorfor kommer du ikke igjen! Og jeg
ringer påny.
Så kommer den unge gut tilbake, lydløst, som en ånd, gli-
dende på filtsko. Han sier ingenting, jeg sier heller ingenting;
men han rækker mig en bitte liten porcelæns pipe med langt,
tyndt rør og jeg tar imot pipen. Så holder han en glo til og jeg
røker. Jeg hadde ikke bedt om pipen, men jeg røker. Litt efter
begynder det å suse for mine ører ....
Nu husker jeg ikke noget før jeg føler at jeg er et eller
andet sted i høiden, at jeg begynder å gå tilveirs, jeg svæver.
Det var usigelig lyst omkring mig og de skyer jeg møtte var
hvite. Hvem var jeg og hvor fløi jeg hen? Jeg husker mig om
og kan intet huske, men jeg gled vidunderlig høit op. Jeg så
grønne enge i det fjærne, blå sjøer, dale og berge i gylden
glans; jeg hørte musik fra stjærnerne og rummet omkring mig
gynget op og ned av melodier. Men de hvite skyer gjorde
mig over al måte godt, de fløt tværs igjennem mig og jeg
hadde en fornæmmelse av at jeg skulde dø av herlighet der-
ved. Dette varte og varte ved, jeg visste ikke av nogen tid,
og jeg hadde glemt hvem jeg var. Så flimrer en jordisk erind-
ring gjennem mit hjærte og med ett begynder jeg å dale.
Jeg daler, daler, lyset tar av, det blir mørkere og mørkere
omkring mig, jeg ser jorden under mine øine og jeg kjender
mig igjen, det er byer, vind og røk. Så stanser jeg. Jeg ser
mig om, det er hav omkring mig. Jeg føler mig ikke lykkelig
mere, jeg støter mig mot stener og jeg fryser. Det er hvit sand-
bund under mine føtter og ovenover mig ser jeg intet andet
end vand. Jeg svømmer nogen tak, jeg passerer mange under-
lige vækster, tykke, grønne bladplanter, havblomster, som står
og duver frem og tilbake på stilker, — en stum verden hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
