Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Om jeg likte hende? svarte han. Det er synd på den konen.
Men ikke for det, hun klager ikke, hun sier aldrig et ondt ord
om manden sin.
Stå ikke og frys længer, sa jomfruen. Se her, lat mig —! Hun
vilde lægge sin skindkrave om ham, hvad han leende avværget,
hun vilde at han skulde gå i hus og var i det hele tat omhyggelig
for ham. Gå nu og læg Dem, sa hun, jeg skal følge Dem til
døren! Og ved døren sa hun — sa jomfru Ellingsen, dette pok-
kers livlige og spøkefulde pikebarn: Godnat! De beder mig ikke
ind?
Han gapte på hende: Hvad —?
Hahaha! lo hun og gik.
Ut på morgensiden våknet Edevart ved at det blev kastet sne
på hans vindu. Både han og hans fælle bakeren sprang op og så
ut, men det var ingen å se utenfor, månen var gåt i berg og
det var endda ikke lyst nok av dagen. Edevart rev på sig nogen
klær og løp ut, han var så nødig, han var så fangen, et desperat
håp blusset op i ham igjen. Javel, hun stod og biet ved hus-
hjørnet, med hjertet i halsen, biet.
Du må holde dig våken, sa hun.
Jeg er våken, svarte han forundret.
Ja. For han er så gal, han er i bakrus.
Var det det du vilde mig? spurte han på engang taknemmelig.
For så vilde du jo redde mig?
Nei. Jo det også, men. Bare så du holder dig våken. Jeg er så
ræd! Hun stod et øieblik og løp så tilbake til logihuset.
Naturligvis, det var manden hun vilde redde så han ikke kom
op i noget igjen, hun vilde ikke ha ham på straf engang til!
Edevart gik tilbake til sin seng og lå resten av natten og slog
fast for sig selv at han bare vilde bort fra dette ulykkelige sted
og hjem til Polden så snart som det var råd. Nu hadde han fåt
takkebrev fra sin far for pengene: det var en storveies hjelp og
gave som blev til mat for vinteren og til nyt torvtak på skjåen
som lækket, og desforuten til gode kjoler til småpikerne, Josefine
fra Kleiva hadde syd dem, hun var så grei. Brevet var skrevet
av Joakim som var en støver til å skrive og læse, meget bedre
end Edevart, en fregnet og farlig gløg gut og god i rygtak og
kråkefot. Om sig selv fortalte Joakim at han var skipet i Karolus
sit lag til Lofotfisket og bakefter vilde han på not hvis sild blev
fræget. Han var fjorten år den fjærde august, men blev godtat
til konfirmation før tiden og skulde ha fuldkars lot i Lofoten —
Javel, javel, Joakim var god nok, Edevart tvilet ikke på ham,
han vilde ikke tulle sig bort i drømmerier og usle påhit og miste
sig selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
