Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
alt begyndt å bli brune og bækkene gik med en puls av vand
under isen og seljen hadde knopper .... Men hvad var det för
nogen småfugler som det yret av omkring husene og som han
ikke husket å ha set her sørpå, gule og grå ingenting, aldeles
latterlig så små var de? Han fik den største medynk med disse
kræk, det var utrolig hvor de sultet om vinteren, Edevart
kjendte at han gik og gråt, og han sa hårdt og sint til sig selv:
Det var bare nogen elendige fugler og det er det samme om de
ikke er derhjemme mere. Det var gråspurv og gulspurv, bare
skitfugler, hører du!
Hm! sa han kraftig og måtte slå over i et slags sang for å
redde sig. Går De ute og synger så sent? blev det spurt.
Han var kommet op til gården igjen og hadde møtt husjom-
fru jomfru Ellingsen ved borgstuehjørnet. Det gik et søkk gjen-
nem ham, hun hadde skindtøi på og lot til å ha været ute en god
stund, gik hun og gjætte på nogen, skjønte hun hvad han drev
omkring for?
Jeg går og synger ja, svarte han. Jeg kom til å tænke på om
begge bryggedørene var låset og så gik jeg derned. Dokker er
også sent ute?
Ja for å få litt luft. Jeg går jo i huset hele dagen.
Han vilde komme sig forbi hende.
Her var slik uro istad, sa hun. De var nok ute for denne
Håkon Doppen?
Det var ikke noget.
Jo det var noget, Gud bevare mig! De er da en stolt gut som
kan gjøre slikt!
Han var dum og fuld, sa Edevart avvisende, men indvendig
svulmende av jomfruens ros. Her var da en som skrytte av ham.
Den jomfru Ellingsen var sandelig ikke værst, ung og flink,
styrte et stort hus dagen lang og hadde piker under sig. Pen?
Pen krop, reisning, brune knapøine, høit bryst, nu hadde hun
også hældt på sig en herlig duft som Edevart stod og åndet i.
De skal passe Dem for ham, sa hun, De vet vel hvad han har
gjort?
Ja, svarte han likegyldig. Men han er ikke farlig, la han til
og var overlegen.
Jomfru Ellingsen: De kjender jo konen hans?
Hnei — ja jeg arbeidet hos hende en stund i høst. Hun var så
vanhjelpen.
Likte De hende?
Det var ingen tvil om at jomfru Ellingsen snuset i noget, hun
hadde sikkert fulgt hans færd, hans samtale med Lovise Magrete,
kanske overværet slagsmålet fra et vindu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
