Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
199
Hvad var det nu han hette den kongen i Indien? spurte Ede-
vart. Han spurte bare for at Poldens folk kunde få høre et make-
løst indisk navn.
Men August tænkte sig om: Var det ikke kong Achab? Jeg
husker ikke. Hvorledes skulde jeg kunne huske alle de konger
og alverdens folk som jeg har truffet! Det kan ikke et alene
menneske bære i hodet. Men der mindte du mig på noget, og det
hændte en blank måneskinsnat, det var endda der hvor Prætoria
og Columbia møtes —
Hvad møtes? spurte Teodor.
August: Nå, du tviler på det, skjønner jeg —
Kan du ikke holde kjeften din, Teodor! utbrøt en forarget
tilhører.
Jeg spurte bare hvad det var som møttes.
Prætoria og Columbia, sa August. Det var dem som møttes.
Det er to elver, de er som to svære hav og de går imot hver-
andre akkurat som de er olme og vil stanges, du kan høre duren
ti mil inde i landet, og skummet står tilveirs så det blir evig
solformørkelse for alle mennesker. Nu kan du, Teodor, gjerne
spørre hvor de så får lys ifra. Og på en måte har du ret. Men de
har bare måneskin. Men så er det et måneskin av en anden sort
end vores, du skal ikke vøre å ligne dem med hverandre, for
det er som det lyseste solskin hos os.
Hvad var du ute for der? spurte Edevart.
August tænkte sig om: Jeg kom av med det. Var det ikke der
jeg gik og trødde i guld?
I guld? ropte Edevart selv interesseret.
Kjære velsigne dig, i det skjære guld! Jeg kunde ikke forstå
det, men da jeg skulde se ned så var støvlene mine snoft for-
gyldte. Jeg trampet og trødde, men fik det ikke av igjen. Så
forstod jeg hvad jeg hadde å gjøre, jeg sprang i største hast op-
over elven til skibet og kom mig ombord og varskudde kap-
teinen. Men det var ingen som vilde ha trod det dersom de ikke
hadde set det på støvlerne.
August tidde. Tilhørerne ventet spændt. Hvad mere, hvorledes
gik det?
Gik? Det gik så at hverken kapteinen eller de andre vilde
tørne ut og gå med mig om natten. Men den næste dag gik vi
øieblikkelig tilbake, men da var guldet borte.
Det var da farken til skröt! utbrøt Teodor ophisset. Så hadde
du ingenting igjen for det?
August så stivt på Teodor og svarte: Nå, det tror du!
Ja hvad skal vi tro? spurte den anden, vildført av fortællerens
sikkerhet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
