Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
os allesammen; men han gav ikke om at jeg var sint, han sa
så meget artig at han fik mig til å le også. Og korsom var så
skulde jo liket på kirkegården, så det blev til velsignelse for
allesammen. Vil du bare se for kornakrer!
Storveies!
Jeg begynder å gruve litt for engstykkerne derborte, sa hun,
retnu må han komme hjem og slå dem. Er det ikke overhændig
med græs på dem? To kufor! Hvad det var jeg skulde ha spurt
om: Skal du gifte dig med hende?
Nei det vet jeg ikke. Ja hvad synes du?
Hun er skammelig vakker, og jeg hører at hun ikke er for
stor på det til å melke kjyrn. Jo det synes jeg.
Nå, jaja, så galt kan hænde.
Edevart skulde til posthuset, og Lovise Magrete sat i kontoret
og skrev brev til sine børn i Amerika. Hun var likeså ussel som
han i det skriftlige, det ellers så flinke menneske var hjelpeløs
i brev og skrev tåpelig og skrev galt. I det mundtlige derimot
kunde begge gjøre ret for sig, og det var ikke frit for at heri var
hun stundom den overlegne, så Edevart måtte tie.
Jo han skulde til posthuset, han vilde gi det utseende av at
han virkelig sendte til kjøbmanden i Trondhjem den lange
listen på varer. Men før han gik hadde han noget å si til Lovise
Magrete, hun måtte bare få skrive færdig, så vilde han våge det,
han hadde tænkt på det længe. Skulde det ikke være farefrit?
Hm! Det er noget jeg har tænkt på, sa han: Hvorledes
kom du til å snakke til den Anders Våde om penger?
Hun blev litt underlig og stammet: Jeg vet ikke. Det traf sig
så.
Du skulde ha ordet det til mig.
Nå.
Ja det skulde du. Men forresten så er det vel det samme nu,
eller hvorledes? Du mener vel å være her og trænger ikke reise-
penger?
Lovise Magrete svarte ikke.
Eller hvorledes? gjentok han og så pludselig på hende. Og
han fik en mine som om hendes taushet var svært tung å bære.
Jeg vet ikke, sa hun. Lat mig få tænke på det. Slår vi os ned
her så kan det vel aldrig omgjøres, så blir vi her til vi dør.
End så?
Det er nu det at børnene er derover og altsammen —
Det samme op igjen, frem og tilbake, hun var ingenlunde
færdig med å flakke. Men også nu var hun snil og eftergivende
og åpnet brevet igjen til en efterskrift om at hun ikke var sikker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
