Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
drivvåt av sved, ljåen bet godt i det duggede græs og det vistes
ovselig der han for frem. Bare det nu ikke mørknet for meget
inden en time til så vilde han slå av den første teig, imorgen
breidde han så høiet, snudde det ved middagstid og såtet det
tilkvelds. Han var ingen latterlig lærling på jordbruk som lille-
bror Joakim trodde, nei han kunde det.
Han gik tilsengs efter endt dag, blundet også et par timer og
sprang op igjen.
Det lysnet og det tegnet til en ny varm dag. Hvorfor ikke slå
igjen, slå mere? Det var vel noget som syv timer endda til dug-
gen gik, han skulde ved Gud vise Joakim! Træt og slitt av
kveldens arbeide og uten mat styrtet han igjen ut på slåtmar-
ken.
Han var stor og stærk og viste atter at han dugde, ljåen sang,
græsset segnet i floer, det blev en bred vei efter ham. Natur-
ligvis var det nok vågsomt av ham å lægge ned al sin eng uten
sikkerhet for flere dagers tørk, men han holdt ikke op.
Da han var færdig gik han ind og fandt sig mat, kavring og
spekekjøt, han kokte kaffe og drak den med sirup i, klokken
ti var duggen borte og han begyndte å breie det tunge høi,
tyve lass høi. Det var tilslut så han næsten stupte, og da han satte
sig seg han i søvn.
Han våknet med et klart hode — med et hode ophisset
til den høieste klarhet. Det faldt ham dristig ind endel ting som
før bare hadde ulmet i ham, han syntes således ikke længer at
det skedde ham uret når Romeo nu solgte Doppen, det var løn
som forskyldt, han hadde snytt gamle Knoff på fiskekjøpet i
Lofoten for flere år siden, nu vendte alle toskillingerne tilbake
til sin eiermand.
Færdig med det.
Men hvad nu med Lovise Magrete? Det var et andet regn-
skap. Det steg op i ham for første gang en forbitrelse mot
hende: hun var nu allikevel på en måte rømt fra ham med
Anders Våde og de andre. Allikevel. Og var det ikke hendes
skyld fra begyndelsen til enden at han nu sat her en voksen
mand forringet til intet og levende av tørmat som i de fattigste
barndomsdager? Han hadde et helt register imot hende, og det
var et under — et fryktelig under — slik som hun hadde for-
andret sig. Han måtte undta hendes hete og ømhet i hengi-
velsens øieblikke, — å, men selv disse øieblikke, var de ikke
ledsaket av ublyge ord og utbrud som bare forgrovet stunden?
Og hvorledes var det å forstå at hun slet ikke viste sig ræd for
følgerne? Hun måtte derute i det fremmede ha lært kunster med
sig selv som han bare hadde hørt sagn om og som støtte ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
