Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XVII - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Nå.
Sild nu? sa August også. Og ved Værø?
Gordon Tidemand tok telegramet tilbake og stak det i lom-
men.
Det er ikke rimelig, vedblev August sin tankegang. Hadde
det ståt.... Omforlatelse, lat mig få se en gang till August
læste telegramet igjen, nikket og sa på sin sikre måte: Dette
sild som her står er ikke andet end som en feilskrift for sei.
Kan det være mulig?
Ja det kan konsulen tro. Det er sei som menes. Det høver
både med årstiden og med Værøen. Men seifiske har Dokker
vel ikke bruk til?
Nei, har jeg vel?
Ikke som jeg har set. Og desforuten sei — jaja, sei gir tør-
fisk og lever, men ellers så er det ikke noget fiske i større og
overflødig forstand. Det er det ikke. Men forlate min synd som
jeg snakker! Sei er Guds gaver det og, Guds nåde og husval-
else —
Javel. Ja tak, Altmulig, jeg visste Jo hvor jeg skulde gå for å
få den bedste oplysning.
XVIII
Pengene kom ikke. August hørte ikke fra Polden, nei for han
skrev ikke sit brev.
Var det da ikke mulig å få disse penger? Han hadde stanset
Åse en dag for å få et råd, men Åse hadde intet råd git ham.
Hendes mørke hokuspokus med naken underkrop og stirrende
blik skulde bare underbygge hendes mystiske viden om hans
forelskelse i Sørgrænden. Og han fik et slikt tryk at han ved-
stod på stedet.
Åse, det lange, mørke kvindfolk i kofte, vandret fra hus til
hus og lyttet og gjennemskuet folk, det var intet rart i at hun
visste meget og kunde slænge også August en sandhet i an-
siktet. Kjendte han da ikke denne sandhet selv? Kanske og
kanske ikke. I hans dype og groteske forløiethet kunde han
godt lyve også for sig selv. Han var som et tænkt væsen, så
løgnaktig som grepet ut av luften. Han kunde gå i enrum, snu
sig mot væggen og hviske noget til sig selv.
Men midt i al sin vildelse hadde August fæste på jorden. Han
hadde opdaget at det var ørret i det bortgjemte og bortglemte
fjeldvand ved jakthytten. Hvorledes den var kommet dit var
en gåte, for ørret kunde ikke entre Segelfossen, men den var der,
og nu vilde August interessere konsulen i å få en liten båt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
