Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Går vi ind i kor?
Og kapsynger.
Nu var det at de klappet i salen efter Sjømandsbrudens
klage, Karel kom, og Vendt skjenkte ham: Du fortjener det,
Karel! Hvor er fru Hagen? Vi fortjener litt alle, sa han og drak.
Og nu satte Gina i med kulokken derinde. Det var som et
skred tilveirs. Så kom også hun ind.
Vendt sa: Kom her, Gina, du fortjener det! Nu går vi ind,
Holm! Han var meget oprømt, han aktet å gå gjennem ild og
vand. Kom så!
Vil du ikke heller være alene? spurte Holm.
Nei, vi går ind i kor.
Han la ikke merke til at salen var tom, at bare nogen få var
stanset ved utgangen, han var bare opfyldt av sit og bladet i
boken underveis, bladet den ut og begyndte forfra. Sæt dig! sa
han til Holm.
De satte sig på hver sin side av bordet.
Jeg kan ikke finde nogen ting, sa Vendt. Vi tar alfabetet til
tekst!
Det var fan! hørtes Holm å si. Alfabetet?
Vendt stemte op med en gang, han var uregjerlig og skjøttet
om intet. Det blev en så hårreisende sang at den bare kunde
sammenliknes med sig selv. Holm fulgte med og gjorde nogen
gode hyl han også, men som kapsanger lå han tilbake og han
var desuten ikke så usømmelig umusikalsk.
Av dem som hadde stanset nede ved utgangen var presten.
De er fulde, sa han. Men han flygtet ikke av den grund, tvert-
imot, presten satte sig.
Visst var de fulde. Som om de ikke kunde alfabetet utenat
sang de det fra boken som de holdt imellem sig over bordet.
Det var et syn.
De lo nede ved utgangen, lo høiere og høiere til de to ape-
katter, presten lo som de andre. Hvad andet var det å gripe til?
Teksten var forsåvidt forskjellig fra almindelig lyrik som den
var bokstavrækken ut, altså næsten tal, og at de i det hele tat
kunde spinde op et slags melodi til dette tydet på den samme
forfærdende ubluhet som jazz utspringer av. Men her var ial-
fald intet utspekulert, de eftergjorde ingenting, de skapte sin
sang på stedet, ført av Vendts vidunderlige målskifte. Det. var
ikke spil, det var alvor og natur. De var begge fulde og glemte
mere og mere hvor de var.
Ved bokstavet Q begyndte Vendt å bli rørt, og apotekeren
føiet sig efter ham og blev dypt grepet han også. Nu lo de
svært nede ved utgangen, ja de ynket sig av latter. Sangerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
