Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Så skriker jeg, sa han. Og jeg skal bande slik at det lyner om
dokker to!
Er du snoft fra dig? Lig stille, vi skal telefonere og spørre
doktoren.
De stagget ham dag for dag, de løi for den gode saks skyld:
at doktoren ikke var hjemme, at doktoren var rasende og for-
langte åt han skulde bindes i sengen.
De var istand til å få hjelp og binde ham, de dyr! Han slog
om: Dokker har ret, sa han, det er en prøve jeg skal gå igjen-
nem, jeg er for syndig til å stå op endda! Og ikke bare når
søstrene var tilstede, men også ellers strævet han med å forbedre
og øke sin religiøsitet og å pålægge sig pinsler og straffe. Man-
gen gang om nætterne gråt han, slog sig selv i ansiktet og kløp
sig på kroppen. Men hvad er det til, spurte han sig selv om
morgningen, lå jeg ikke og drømte om hende?
Jeg kan vel sitte oppe i sengen, sa han listig, lat mig få
trøien min!
Søstrene var ikke mindre listige, de sa: Du skal få et uld-
tæppe.
Han skar sine kunsttænder: Vil dokker ha mig til å sitte her
som et spetakkels? Nei før skal jeg bli liggende! Og han tænkte
vel med sig selv at naturligvis skulde han springe ut i bare
skjorten imorgen.
Men om morgningen hændte jo det største under med ham,
og det var godt at han ikke sat i et uldtæppe: et fremmed
menneske blev vist ind i hans kammers, Pauline Andreasen fra
Polden.
Han stirret en stund på hende. Ældet var hun, men med sine
gamle evige kjendemerker: hvit strimmel om halsen. den
kjendte perlering på fingeren, net over håret, et slags hat av
brun fløil —
Nei, er det du, Pauline! sa han.
Ja det forstår sig, svarte hun. Det var meget at du kjendte
mig.
Skulde jeg ikke kjende dig, du er ikke anderledes end du
var.
Det likte hun godt å høre og hun viste derefter medynk med
ham: Hvad for slag, skal jeg finde han August ussel og maroder?
Ja desværre, sa han mat, Vorherre har kastet mig.på mit
smertensleie.
Smertensleie! Hun syntes med en gang å kjende ham igjen
og smilte. Hvad som feiler dig?
Å, det er nu brystet som er værst. Jeg har spyttet adskillig
blod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
