Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
set sig selv vilde han ha reddet sig, men her var intet speil. Det
blev værre og værre, han fremturet, skrytte, vrængte sig. Så passet
han på og grep hendes hånd. Meningen var god nok: han vilde
ha lagt en stor pengeseddel i den og lukket den, det var sån
fattig og smal hånd, det kom vel av dårlig kost i huset og at hun
ikke hadde det spor kræfter, fingrene var opfliset ved neglene.
Hvad det er? spurte hun ilde ved og rykte hånden til sig.
Nei hvad det er! sa han også og hadde ingen anden råd end
å flire. Og atter skulde han ha set sig selv og reddet sig, hans
overskjeg sitret og han blev våt i mundvikerne.
Brændte jeg hånden din? fik han spurt.
Det svarte hun ikke på.
Det var da synd at jeg skulde brænde dig!
Jeg forstår ikke hvad Dokker vil mig, sa hun.
Ikke jeg heller, svarte han kort og mandet sig op. Han samlet
sammen penger og lotterisedler og stak boken i lommen. Blankt
silkefor i trøien, det knitret i silken, lommen var utsyd og krotet
med stikninger — så hun mon stasen, trodde hun det var bom-
uld?
Er Dokker snoft gjort av penger! utbrøt Tobias.
Hvorledes? svarte August. Nei jeg er ikke gjort av penger,
det går ikke an å si. Men dersom du tror at dette lille her er
alle mine penger, så tar du feil. Så meget kan jeg si.
Men det var intet uten som støv og luft for Cornelia alt han
sa. Han kunde ha nævnt ordet million, men hun vilde bare ha
trod at han talte om sand ved havsens bred fra bibelhistorien.
Hun gik ind i kammerset.
Hendes bror, den vesle flinke Mattis, sat i en krok og fingret
på et gammelt trækspil. August var i yngre dager en stor mester
på trækspil og en kunstner til å spille viser og synge til. Det
var så længe siden sist, kanske firti år siden, han hadde ikke
røst mere og hans fingrer var blit stive.
Lat mig se! sa han. Den gamle spillemand og kjender fingret
litt på tangenterne, gjorde sig kjendt med tonerne og tænkte
sig så om. Nei, han kunde ikke hvirvle fingrene op og ned og
frem og tilbake som i unge dager, men han vilde prøve med en
vise med lange rytmer: Piken fra Barcelona.
Det gik, ja pokker om det ikke blev en himmelsk musik i
stuen og et stort under.
Cornelia kom fort ut av kammerset og stanset som foran
noget høist uventet. Kan Dokker spille også! sa hun.
August overbærende: På slikt spil som dette — nei! Hvad du
heter? spurte han gutten. Mattis, godt, lat mig nu høre hvad du
kan!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
