Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved rikets port. Forspil (1895) - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Professoren. Nei, det forstår jeg nok. Hm. De skal ikke
ta det ilde op at Jeg som er en ældre mand gir Dem et par gode
råd (ser på sit ur). I al korthet. Det vilde være skade om ikke
Deres gode anlæg blev agtet på, og jeg synes rent ut at jeg vilde
få mit ansvar jeg også hvis det ikke gik Dem godt.
Kareno. Det var elskværdig av professoren å huske mig.
Professoren. Ser De, Kareno, jeg har jo nu en viss —
jeg vil ikke si position, det være langtfra, men en viss stilling,
en smule anseelse. Rigtignok skal det ikke ydes mig formegen
anerkjendelse fra mine motstanderes leir; jeg er liberal og mo-
derne, en elev av de frie engelske tænkere og det falder jo
mange mennesker dygtig radikalt. Men i det store og hele har
jeg da en plass og et lite navn; man hilser mig på gaten og over-
hører kanske ikke altid mine meninger; ute i verden er jeg vel
heller ikke ganske ukjendt. Men engang var det ikke så, jeg var
i sin tid ung jeg også, altfor ung; da jeg var i Deres alder
vilde jeg gjøre det samme som De nu gjør, jeg vilde frem-
for alt angripe noget (ler). Og det var da klassikerne jeg vilde
angripe! Å ja, det er længe siden nu.... Men nu, Kareno, er
De i en lignende krise som jeg var dengang. De vil tilgi at jeg
sier det så rent ut; vi tankens mænd kan jo nok tale litt tydelig
med hverandre på tomandshånd, ikke sandt? Men kjære Kareno,
sæt dog hatten på.
Kareno (sætter hatten på).
Professoren. Jeg har slet ikke lagt mærke til at De sat
barhodet. Nå, den kritik De har leveret over mig, den hindrer
mig såvisst ikke i å se og anerkjende Deres store gaver; jeg hå-
per ikke De har fåt det indtryk. Men når De også fremstiller
Spencer og Mill, disse fornyere av al vor tænkning, fremstiller
dem bare som et par ordinære hoder, så glipper endog min aner-
kjendelse av Dem, så redebon som den dog er.
Kareno (famlende). Ja, undskyld, bare som ordinære ho-
der har jeg nu ikke fremstillet de to englændere; det må være
en misforståelse. Men jeg har villet skjælne mellem viten og kun-
nen, mellem de stærke, utrættelige skolehoder som har lært en
mængde, og tænkerne, skuerne.
Professoren. Jeg er så liberal som nogen kan være og
jeg er glad i ungdommen fordi jeg selv har været ung. Men ung-
dommen må ikke gjærne overtræde en viss grænse. Nei, det må
den ikke. En viss grænse for rimelighet. Hvad skal det nemlig
være til? Det angrepne står, vedblir å stå, og angriperen ska-
der bare sig selv med det.
Kareno. Men professoren glemmer at efter den betragt-
ningsmåte ....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
