Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved rikets port. Forspil (1895) - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
Professoren. Har De forlægger? Ja, De går kanske til
Tyskland igjen?
Kareno. Nei. Jeg har håp om å få professorens forlægger.
Professoren (studser). Så? De har talt med ham?
Kareno. Ja. Han vilde se manuskriptet ="
Professoren. Så (overveier). Ja, gjør De det, bring ham
manuskriptet. Kan jeg være Dem til nogen hjælp hos ham så er
Jeg til tjeneste. Skulde det komme an på et lite forskud, så pleier
han å være meget medgjørlig i den retning, min forlægger. Und-
skyld forresten at jeg nævner dette.
Kareno. Ja, et forskud nu vilde være såre velkomment for
mig.
. (Fruen ses atter i verandadøren.)
Professoren. Men en anden sak er det at De kanske måtte
bekvemme Dem til å revidere litt. Jeg vet jo ikke hvad De har
skrevet dér; men efter den samtale vi har hat nu så vil De for-
stå .... Men en liten revision sån, den skader aldrig. Nå, det vil
De selv indse, det overlater jeg til Dem. Fuldstændig til Dem
selv. Jeg skal da gjøre hvad jeg kan (vender sig rundt og leter
efter noget).
Kareno. Har professoren mistet noget?
Professoren. Jeg hadde en stok.
Kareno. Professoren har den under armen.
Professoren. Ah, ja, det er jo sandt (begynder å gå, ser
sig omkring).
(Fruen smutter ind.)
Professoren. Det er da en usædvanlig rolig vrå De har
her (stanser ved trappen). Jaja, farvel, kjære Kareno (rækker
ham hånden). Undskyld at en gammel mand fik lyst til å hilse
på Dem.
Kareno (tar haiten av). Det var mig en stor ære. Jeg tak-
ker professoren for Deres venlighet.
Professoren. Og, som sagt, ta for Dem manuskriptet og
se det igjennem. Skjær væk vildt skudd. Lat mig nu se det.
Jeg vil Dem vel og tar del i Deres utvikling.
(De går begge ut. Professoren høres atter å si farvel. Havegrin-
den åpnes og slås i. Kareno langsomt tilbake.) (Fruen ilende
ned fra verandaen.)
Fruen. Var det professor Gylling?
Kareno. Ja, hvad synes du! Jeg kunde ikke tænke mig det.
Nei, og så alt det han sa!
Fruen. Jeg hørte det meste. Ja, Ivar, jeg kunde ikke la
være, jeg stod i verandadøren.
2 — Hamsun XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
