Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aftenrøde. Slutningsspil (1898) - Anden akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
hædre de gamle. Hvorfor det? Læren er opfundet av den av-
kræftede alderdom selv. Da alderdommen ikke længer kunde
hævde sig i livets kampe gik den aldeles ikke hen og skjulte sig,
men den bredte sig på de høieste sæter og påbød de unge å hædre
og hylde sig. Og når de unge adlød sat de gamle.som- store kjøns-
løse fugler deroppe i høiden og nikket av fryd over ungdom-
mens lydighet. Hør her, I unge! Sæt en lunte under alderdom-
men, ryd sætet og indta plassen. Ti eders er magten og æren
i evighet.»
Kareno. Har jeg skrevet det?
Tare. «Hvad har de gamle forut for jær?» sier De. «Erfa-
ringen. I al sin fattige og visne nakenhet: erfaringen. Hvad
hjælper denne erfaring jær når I allikevel selv må erfare op
igjen alt som hver og en personlig støter på i sit liv? Ak, endnu
aldrig har min erfaring gjort din egen den tjeneste du ind-
bilder dig. Stik lunten bort til den gamle løgn.»
(Kareno tørker panden.)
Tare. «Når den gamle taler skal den unge tie. Hvorfor?
Fordi den gamle har sagt det. Så fører da alderdommen sit
fredede, sorgfri liv på ungdommens bekostning. De gamle hjær-
ter er døde for alt, undtagen for hatet til det nye og unge.
Og i de utslitte hjærner er kræfter nok til én ide endnu, ett
snedig påfund: at ungdommen skal hædre tandløsheten. Men
mens de unge hæmmes og sinkes under denne kyniske lære, sitter
seirherrerne selv og fniser over sin makeløse opfindelse og synes
at livet er fortræffelig indrettet.»
Kareno. Har jeg skrevet det?
Tare. Videre: «En mand er psykisk og fysisk gammel når
han er femti år. Han puster tungt når han skal knytte sine sko-
remmer, han må hvile ut når han har skrevet sammen en bok.
Har han ry må han efter den tid prøve å beholde dette ry ved
hjælp av agenter trindt omkring. Han har sine medhjælpere i
utlandet, sin agent i Tyskland, i England, i Frankrike; men sær-
lig vigtig er agenten i Tyskland. Og selv går den gamle og mener
sig å være ung. For å følge med sniker han sig bort til de unges
kunst og læser i smug i de unges bøker. Han gjør det ikke for å
glæde sig i sin sjæl over det nye han møter, han gjør det for å
lære og for å ta efter, — ære være ham derfor! Har de unge
fundet en ny vei vil den gamle hviske sig selv i øret: den vei
kan også jeg gå. Og er da agenten i Tyskland en mand som for-
står sin pligt så vil han øieblikkelig slå fast i et utbredt blad at
det er hans egen herlige gamle som først — som allerførst —
fandt veien. Og den gamle vil finde det såre behagelig å være
halvhundrede år....»
—-="
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
