Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munken Vendt (1902) - Akt VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
Munken Vendit. Det var i begyndelsen. Ordet var.
Og ordet var Gud da det første gang fandt os.
Så senere tyknet og tyknet det til,
blev grovere, plumpere, alt hvad I vil — id
tilslut blev det kjød og bodde iblandt os.
Her taler jeg ikke om dit eller dat,
jeg taler om Gu d fra begyndelsens nat,
den høieste magt som kan fri eller fælde —
ham var det som rammet hin enke med vælde.
I så hende ikke. Jeg så hende, folk.
Hun var som alskapningens herligste tolk
for netop det mulige høie i livet.
Da blåste Vorherre. Så ramlet stativet.
Den sværm som er blind og den hop som er halt
skal holde balance vedlike i alt:
en ringhet skal følge os, vanskjæbne garve os,
en sum av elende skal smitte og farve os....
Og enken var fældet. Guds gjærning var gjort.
Han nikket fra skyen. Og trak sig bort.
Elias (knuger sine hænder).
Så inderlig ilde Jærs mund kan løpe.
Per. Gud når Jær tilsist med sin straffens svøpe.
Munken Vendt. Det gjør han kanske. Han har magt
dertil.
Helt tit har han vist at han også vil.
Per. Hvi trodser I da?
Munken Vendt. For å si ham sanden.
En konge blev morder. I smug for enhver.
«Ti sværdet fortærer os her og der.»
Men Nathan gav David det svar: du er manden!
Pål. Hvem er I? En hedning fra fremmed land?
Munken Vendt. Der traf I det næsten, min gode mand.
Pål. I våger å kalde Vorherre tilrette?
Munken Vendt. Til det vil jeg læmpelig svare dette:
Selv gav han os ubedt en egen sans,
den såkaldt moralske. En vægt, en bedømmer.
Dens pleie og tukt er det galt vi forsømmer
fordi den har rot i ham selv. Den er hans.
Nu — sansen er svak, men vi styrker og pleier den, —
selv handier han slik som han slet ikke eier den.
Jeg trodse? Så deler jeg skylden med Gud,
til slikt er jeg rustet med hår og hud.
Jeg hedning? Nuvel, med min sans til veiledning
kan nogen og hver gå tilbake til hedning.
20 — Hamsun XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
