Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Munken Vendt (1902) - Akt VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er
306
For os er det mangt som helt dårlig går an:
vi slår ikke frit vore kjære tildøde,
eiheller ved jordskjælv og lyn lægger øde
en grænd eller ø eller by, — det gjør han.
Vi under hverandre alt godt under solen,
han slår millioner med ondt i polen. bl
Hvad sier du dertil? Du tumler på knæ
med tak for hans frelse for dig og dit fæ.
Hvad sier den ramte? Der ligger polakken
og priser Vorherre med kniven i nakken.
Per. I knurrer. Hvad tjener Jærs knurren til?
Vor Gud som er Herren han gjør hvad han vil.
Munken Vendt. Han gjør hvad han vil. Vi takker
og snytes.
STEAM ed Ho
Men Jacob han tvang ham en dag til å brytes.
Å dum blev vor sjæl på de vildene spor,
forvænnet blev Herren så vide jeg for,
og mennesker styrer han ikke mere (stiger ned av kassen).
Per. Hvad hjælper det ormen å grublisere!
Munken Vendt. Det hjælper.... Vi holder en bodsdag |
til bøn, på
den dag skal vi bruke med bedre skjøn: bi
å mindes i årets løp hvad han svigter |
og nævne Vorherre hans glemte pligter.
Per. Formastelig taler I, hedning I er.
Jærs sind er av hovmod og syndig begjær.
MunkenVendt. Fortjener jeg, venner, en sådan kjendelse?
I mener å virke på Gud ved jærs bøn,
å stemme ham villig ved gråt og støn, —
jeg mener det samme ved min henvendelse (springer atter op på
kassen).
En fredag i året bør alvorets ord
stå høit imot himlen fra trællenes jord.
Stævn landene sammen, stem røsterne sammen,
forklar ham, vor Gud, uten stønnen og stammen
hvor grumt den fordæver os, livets dont.
Stat stille ved døren, blot ærlig dit hode,
forlang at han fører os frem i det gode,
men hindrer os hårdelig handler vi ondt.
Å, folk, for en fredag det blev i hans himmel!
Der oppe den lytten, her nede den stimmel,
den brusen mot høiden av hver en fortapt.
Og skulde han — skulde han lukke sit øre
da gjorde dog vi hvad som var å gjøre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
